Ny Aldi møder stor modstand fra borgere

Aldi 6. jan 2021 -
This describes the image
Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen
  • Omkring 40 husstande har gjort indsigelse mod planer om at opføre en ny Aldi i Esbjerg

Skrevet af: Søren Tougaard

Aldi er godt i gang med at forny kædens butiksnet, men i Esbjerg møder planerne om at opføre en 1200 kvm ny Aldi på hjørnet af Højtoftevej og Spangsbjerg Kirkevej stor modstand fra områdets beboere.

Ca. 70 beboere fra 40 husstande i villa-området har netop sendt en indsigelse til Esbjerg Kommune om, at de ikke ønsker endnu en ny dagligvarebutik i deres kvarter, hvor der i forvejen ligger en Netto. Det skriver JydskeVestkysten.

Aldi har ellers indgået en betingede købsaftale med fem parcelhusejere i området for at realisere planerne om at opføre en ny butik.

I indsigelsen undrer beboerne sig blandt andet over, at Esbjerg Kommune i 2011 gav Netto afslag på en mindre udvidelse af den eksisterende butik i kvarteret.

“Kommunen begrundede afslaget med, at en udvidelse ville give støjgener, lede trafik længere ind i boligområdet og ændre væsentligt på villakvarterets karakter. Butiksudvidelsen ville således være i strid med beboernes forventninger til kvarteret. Der er, mener vi, aktuelle og gode grunde til også at afvise Aldis butiksbyggeri”, skriver beboerne.

Desuden er beboerne bekymret for, om en ny Aldi vil betyde, at den væsentligt mindre Netto-butik må dreje nøglen om, så byen får endnu en tom dagligvarebutik, som det også er sket med Fakta-butikker på Marievej og Jagtvej samt Netto i Skolegade.

 

 

Opdateret 2. jun 2021