Danmarks største Aldi åbner i Næstved
-
Aldi fortsætter revitaliseringsplanen. I næste uge åbner discountkæden sin hidtil største butik, der får et salgsareal på 1000 kvm.
Dagligvarekæden Aldi er godt i gang med at bygge nye butikker under overskriften "det nye Aldi", og snart er kædens hidtil største butik klar til at tage imod kunderne i Næstved.
Fredag den 25. juni åbner en nybygget Aldi på Snerlevej 2 i Næstved. Butikken bliver Danmarks største Aldi med sine 1455 kvm. og et salgsareal på 1000 kvm.
- Butikken ligger, hvor Kalbyriscenteret tidligere lå. Centret er revet ned, og der er bygget en ny og moderne dagligvarebutik med god plads, optimal indretning og solceller på taget, som producerer strøm til butikken. Vi har også etableret to nye indkørsler, så det er nemmere for kunder at besøge os, uanset om de kommer fra Østre Ringvej eller Kalbyrisvej, fortæller Farid Shirmohammadi, projektchef i Aldi.
Flere butikker på vej
Butikkens ekstra mange kvadratmeter kommer også kunderne til gode.
- Vi har ekstra brede gange, så kunderne nemt kan komme rundt med deres indkøbsvogn og passere hinanden uden problemer. Butikkens størrelse giver os samtidig mulighed for at kunne inspirere og tilbyde vores kunder et bredt udvalg af spændende nonfood og spotvare. Her bliver der rig mulighed for at kunne gå på opdagelse, siger distriktschef Christian Larsen.
Butikken i Næstved bliver Aldis butik nummer 185 herhjemme, og flere nyåbninger er på vej. Blandt andet på Rådhuspladsen i Aarhus, Aldi slår dørene op til en spritny city-butik i en tidligere Danske Bank-bygning.
Inden udgangen af 2022 forventes det, at Aldi har omkring 200 butikker i Danmark.