Dagligvarekæder står af Black Friday-ræset
Der er markante forskelle på, hvordan aktørerne i dagligvarehandlen håndterer det amerikanske udsalgsfænomen Black Friday.
Hypermarkedskæden Bilka har f.eks. sendt en ren Black Friday-tilbudsavis ud til forbrugerne på 28 sider fordelt på 25 sider med nonfood og tre sider med dagligvarer bagerst i avisen.
Også Salling Groups varehuskæde Føtex markedsfører dagen massivt med en tilbudsavis udelukkende for Black Friday, mens de Dagrofa-ejede kæder Meny og Spar ligeledes markerer dagen med hovedfokus på Black Friday i avisen.
I den modsatte ende af Black Friday-barometeret befinder Coop Danmark sig.
I år har Kvickly og SuperBrugsen valgt at donere 1 mio. kr. til julehjælp på dagen, som de to kæder nu har omdøbt til Give Back Friday. Her kan kædernes kunder ligeledes donere varer til formålet, mens Irma i samarbejde med Unicef sælger postkort, der går til børneorganisations arbejde.
Samtidig fylder Black Friday kun ganske lidt i Coops markedsføring.
- Vi har Black Week på Coop.dk Shopping, så vi har ikke meldt os samlet ud. Men vi har valgt at styrke vores ansvarlighedsindsats med Give Back Friday i Kvickly og SuperBrugsen sammen med Dansk Røde Kors og Donation Friday i Irma sammen med Unicef. Det har vi gjort, fordi vi tror, at vores kunder synes bedst om det. Derudover er Black Friday først og fremmest en nonfood-ting, lyder det fra Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop Danmark.
Skab hellere loyalitet
Heller ikke hos kæderne Aldi og Rema 1000 fylder Black Friday meget - hverken online eller i de trykte tilbudsaviser. F.eks. har dagen blot fået to sider bagerst i Remas tilbudsavis på 28 sider.
- Vi har valgt at se bort fra Black Friday i år. Vi vurderer at Black Fridays store trækplaster er indkøb af julegaver, og at dette er forbrugernes hovedfokus. Indkøb til den daglige husholdning er knap så meget en del af kundernes Black Friday-tilbudsjagt. Vi har derfor valgt at fokusere vores salgs- og marketing indsats på, at fortælle vores kunder om vores store jule- og gourmetsortiment, siger Thomas Hedegaard Bang, vicedirektør i Aldi Danmark med ansvar for CSR, marketing og kommunikation.
Og butikkerne skal også passe på, at de ikke drukner i marketingsstunt og glemmer kunderne på den lange bane, siger Anders Ertmann, direktør for InterMail, der rådgiver virksomheder i at opbygge stærkere relationer til deres kunder.
- Brug nu også ressourcerne på at opbygge en god, langsigtet kunderelation ved at skabe loyalitet. Det er langt mere værd i det lange løb end hurtige slagtilbud. Loyale kunder besøger butikker, hvor de er medlemmer, tre gange så ofte som gennemsnitskunden, og de bruger op til 67 pct. flere penge, hver gang de shopper, siger han med baggrund i en undersøgelse fra InterMail.
Sidste års Black Friday var den største handelsdag nogensinde målt herhjemme med en omsætning alene via Dankort på ca. 2,1 mia. kr.