Analyse: Kan Aldi rejse sig i Danmark?
"Aldi Danmark offentliggør årets resultat med rank ryg. Planen er klar: Et topmoderne butiksnet med omkring 250 Aldi-butikker, en ny og forandringsparat organisation – og en klar kommunikation om pris og kvalitet, stærke private label-produkter og bæredygtighed. Aldis ejere og den danske ledelse tror på et stort potentiale i fremtidens danske discountmarked.”
Sådan lød overskrift og indledning på den pressemeddelelse, som Aldi Danmark sendte ud i fredags.
Med et dundrende underskud på mere end en halv milliard, 512 mio. kr. for at være mere præcis, var det ikke mærkeligt, at Aldi-regnskabet af ledelsen selv blev karakteriseret som utilfredsstillende.
Det, selv om discountkæden mere end nogensinde før investerer i at modernisere butiksnettet og opføre nye og større butikker på bedre placeringer end de eksisterende.
Aldi har lige siden kædens første butik åbnede i Danmark i 1977 været blandt de billigste på det danske dagligvaremarked.
Samtidig har kæden i dag også en lang række produkter i sortimentet, som enten har vundet ”bedst i test” eller ”bedst til prisen”.
Derimod halter Aldi langt efter konkurrenterne på det væsentligste konkurrenceparameter, butiksoplevelsen.
To ud af tre af Aldi Danmarks ca. 180 butikker er stadigvæk i sådan en forfatning, at de skal flyttes til andre placeringer de kommende år.
Enten fordi butikkerne er slidte, for små eller ganske enkelt ligger på den forkerte placering.
Det bliver en kæmpeopgave at finde nye, egnede beliggenheder på et marked, hvor discountkonkurrenterne Netto, Rema 1000 og Lidl også er villige til at betale rigtigt mange penge for de allerbedste beliggenheder.
Men nye butikker er ganske enkelt en grundforudsætning for, at Aldis mission om at blive en forretningssucces på dansk jord overhovedet kan lykkedes.
Til Aldi Danmarks fordel tæller, at virksomheden er en del af tyske Aldi Nord med mere end 5.000 butikker på verdensplan.
Den tyske detailkoncern tilfører hvert år et stort trecifrede millionbeløb til Aldi Danmark. Alene i det første halvår af 2020 lyder kapitaltilførslen på hele 482 mio. kr.
Og strømmen af penge syntes nærmest at fortsætte i det uendelige.
Op ad bakke
Tilbage til Aldi Danmarks butikker, så omsatte de for tilsammen 3,64 mia. kr. sidste år.
Det svarer til et snit på 20,2 mio. kr. per butik - dagligvaremarkedets absolut laveste omsætning.
Til sammenligning omsatte vækstkometen Rema 1000 i gennemsnit for lige over 51 mio. kr. i deres butikker sidste år.
Netop Aldis tyndslidte image tog kæden for alvor fat på at lappe med Finn Tangs ankomst i 2017.
Ud er røget de udskældte kasselinjer. Ind er røget flere danske og økologiske varer.
Efter 42 år i Danmark lancerede Aldi sidste år sågar den første tv-kampagne herhjemme. Her reklamerer Aldi blandt andet for, at alt fersk grisekød og kylling kommer fra Danmark.
Men er et mere dansk sortiment nok til at lokke flere kunder i Aldi?
En ting er sikkert: De eksisterende kunder skal ikke blot købe fire-fem varer mere. Aldis koncept skal i høj grad også appellere til en bredere skare af forbrugere end i dag.
Kun transformationen af kædens butiksnet vil vise, om Aldis forandringssstrategi får effekt som ønsket. Mange har nok deres tvivl.