Aldi vil være mere bæredygtig
Kernen i en ny indkøbspolitik, som Aldi nu indfører på kategorierne blomster og planter samt træ, pap og papir, er bæredygtighed, skriver kæden i en pressemeddelelse.
I fremtiden vil den tyske discountkæde fokusere på udelukkende at forhandle planter, som medvirker til at forbedre arbejdsforholdene hos producenterne. Det krav har kæden allerede inden for indkøb af blomster.
Derudover er ambitionerne at omstille indkøb af pap, papir og træ, så Aldis egne varer og emballage ved udgangen af 2020 vil være lavet af materialer, der er bæredygtigt certificeret eller lavet af genbrugsmaterialer.
Den målsætning gælder også for indkøb af markedsføringsmateriale til butikkerne, eksempelvis skilte.
- Offentliggørelsen af de to nye indkøbspolitikker er endnu et skridt på vejen i forhold til at leve op til det ansvar, vi har som detailkæde. Vi ønsker, at de varer, vi sælger, skal være af høj kvalitet til lave priser uden at gå på kompromis med ansvarligheden, fortæller Thomas Bang, Vicedirektør i Aldi Danmark med ansvar for CSR og kommunikation.
Offentliggørelsen af indkøbspolitikken kommer samtidig med, at Aldi lancerer et nyt butikskoncept.