Aldi udskifter 20 butikker om året

Aldi 21. maj 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Redaktionen

Den gennemsnitlige danskers billede af en Aldi-butik som en lille kedelig, mørk og lidt rodet affære med meget få ansatte skal revideres grundigt.
Den internationale tyske discountkæde Aldi Nord, som Aldi i Danmark sorterer under, har siden slutningen af 2011 etableret meget større og lysere butikker i hele Europa - først som en
slags pilotbutikker i flere
lande, men siden har konceptet fundet en mere blivende form.
Aldi Nord med butikker i ni europæiske lande bruger i disse år milliarder af euro på at bringe tusinder af butikker op til den standard, der forventes af moderne discountbutikker.
Alene i Danmark har kæden fået tilført 1,4 mia. kr. siden januar sidste år, og de mange penge er først og fremmest gået til nye butikker.
20 nye Aldi'er i år
Aldis nye topchef i Danmark, Volker Kasch, vil rigtigt gerne nå frem til, at kæden
selv kan finansiere det store
butiks-udskiftningsprojekt.
Men indtil det kan lade sig gøre, er der ikke rigtigt grænser for kapitaltilførslerne sydfra. For butiksudskiftningen fortsætter med uformindsket styrke i lang tid fremover.
- Næsten 60 pct. af vores butikker er over 10 år gamle. I år udskifter vi op mod 20 butikker med nye og moderne - det er op mod 10 pct. af dem alle. Det er rigtigt mange, men det bliver også opgaven i de kommende år, hvor vi arbejder lige så intensivt videre. Og det er egentlig en opgave, som vi aldrig bliver færdige med. Hver butik har sin livscyklus, og når den er til ende, skal det besluttes, om den skal moderniseres, nybygges - eller have en helt anden placering. Det er en løbende proces, siger Volker Kasch.
- 20 butikker om året er ikke et urealistisk niveau. Men det behøver ikke at være nybyggerier eller udvidelser alle sammen. Det vigtige er, at de bliver bragt i en stand, hvor de fremstår som moderne, siger han.
Ekspansion i København
60 pct. af 225 butikker er 135. Selv i det aktuelle høje tempo vil det tage mindst syv år at nå igennem den enorme udskiftnings-opgave, som har højeste prioritet.
Men når den er klaret, vil Volker Kasch ikke udelukke, at Aldis butiksantal igen kan komme til at vokse - i en behersket ekspansion.
- Det er spørgsmål om placeringer. Finder vi den rigtige placering, vil vi etablere en butik. I de senere år har vi lukket butikker, og det er usandsynligt, at vi igen går ud i en stærk ekspansion. Men vi ser et potentiale i de store byer, og særligt i København ser vi hvide pletter på landkortet, hvor vi gerne vil være, siger han.
Moderne butikker omsætter betydeligt mere end de
gamle, de afløser, men den
nye åbenhed i Aldi er ikke nået så langt endnu, at man vil dele sine mål for væksten i de kommende år.
- Vi har naturligvis et mål om at vokse. Vi har kræfterne til at gøre det - og mulighederne, siger Volker Kasch.
Aldi ser dog via de nye butikker og kædens opgraderede sortiment - som med ca. 1150 varenumre nu er blevet det næsthøjeste i Aldi-regi i Europa - muligheder for at løfte omsætningen i de enkelte butikker.
- Generelt er der en høj omsætning per kvadratmeter her i Danmark, og det giver os nogle chancer, siger Aldis nye direktør.
Han erkender dog, at der skal kæmpes hårdt for hver en omsætnings-krone - og butiksplacering.
- Markedet er mættet, og det store antal discountkæder og -butikker gør det sværere at skaffe de rigtige beliggenheder. Jeg tror ikke, at der er et ubegrænset antal muligheder for at øge omsætningen, så det kommer mere til at handle om omfordeling, siger han.
CV:
Volker Kasch, 43 år, fra Rostock, Tyskland
Uddannelse:
Virksomhedsbachelor, leder- og direktøruddannet i Aldi Nord, Tyskland
Udvalgte erhvervserfaringer:
1992 Første job i Aldi (regionalt selskab)
1995 Aldis lederuddannelse
1999 Distriktschef, Aldi
2005 Administrationschef, Aldi
2010 Direktør i regionalt Aldi-selskab, Polen
2015 Adm. direktør, Aldi Holding, Danmark

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?