Aldi siger farvel til vicedirektør

Aldi 1. jul 2019 -
This describes the image
Foto: Linkedin
Skrevet af: Søren Tougaard

Efter mere end otte år i Aldi, senest som ansvarlig for Aldis CSR-indsats, marketing og kommunikation, er vicedirektør Thomas Hedegaard Bang blevet opsagt. Det skete i fredags, lyder meddelelsen fra Aldi Danmarks hovedkontor i Albertslund.

- Ledelsen har været meget glade for Thomas' indsats. Fremover vil Aldi satse endnu mere på kommunikation og markedsføring online, hvorfor virksomheden har brug for en anden profil, lyder forklaringen fra Kristian Jessen, kommunikationschef i Aldi Danmark.

Kristian Jessen fortæller, at Thomas Hedegaard Bangs ansvarsområder indtil videre vil blive varetaget af marketingschef Carsten Kure samt af Kristian Jessen.

Erfaren Aldi-mand

Thomas Hedegaard Bang kom til Aldi i 2011 og har siden arbejdet tæt sammen med fire topchefer i skikkelse af Jan Lund, Hans Erik Hansen, tyske Volker Kasch og senest Finn Tang.

Kort efter Finn Tangs ankomst i starten af 2018, blev der udpeget fem nye vicedirektører i Aldi Danmark, heriblandt Thomas Hedegaard Bang.

Før Thomas Hedegaard Bang kom til Aldi, var han indkøber i daværende Dansk Supermarked (Salling Group) i tre år. Den nu forhenværende vicedirektør i Aldi Danmark har en HD i international marketing.

 

 

Opdateret 10. nov 2020