Aldi sætter spot på bæredygtighed

Aldi 27. sep 2016 -
This describes the image
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Skrevet af: Redaktionen

I slipstrømmen på Aldis første bæredygtighedsrapport kører kæden lige nu en outdoor-kampagne, der skal gøre forbrugerne bevidste om, at Aldi gør en forskel. Både på koncernniveau og i de enkelte butikker.

Aldi har således identificeret fem særlige CSR-områder, der alle skal understøtte kædens bæredygtige profil.

Lige fra medarbejderpåskønnelse, ansvar i leverandørkæden og ressourcebeskyttelse til de brede indsatser som samfundsengagement og opfordring til dialog.

- Vi oplever en stigende forventning fra kunder og ngo’er om, at vi går ud og fortæller om vores initiativer. Vi gør mange ting, og det er vi forpligtet til at fortælle om, siger Thomas Hedegaard Bang, vicedirektør for indkøb i Aldi Danmark om baggrunden for rapporten.

Internationalt understøtter Aldi blandt andet Greenpeaces detox-kampagne, der har høje krav til tekstil- og skoproduktion, ligesom koncernen støtter op om bedre arbejdsforhold for kakaobønder og tekstilarbejdere.

Flere initiativer i Danmark

Mens alle butikker i Belgien donerer fødevarer, der ikke længere er salgsbare, gør det sig kun gældende for 3,6 procent af de 222 danske Aldi-butikker. I Danmark vil Aldi fremover styrke arbejdet med at nedbringe madspildet i hele forsyningskæden.

- Fra vores side drejer det sig om at reducere madspild, så det ikke forekommer ude i butikkerne. Det handler om at have et endnu mere effektivt disponeringssystem, men uanset hvad vi gør, kan vi aldrig have nul madspild. Derfor er vi også i dialog med flere aktører på det her område, siger Thomas Hedegaard Bang.

Et andet fokusområde for kæden er medarbejderpåskønnelse.

I Danmark ligger ancienniteten i snit på fire år for kædens cirka 2.000 medarbejdere, mens det i lande som Holland, Tyskland og Belgien ligger på mellem 10 og 12 år.

Og også her ser Aldi et forbedringspotentiale.

- Vi har heldigvis også mange medarbejdere, der har været længere tid hos os. Vi har igangsat en række initiativer, herunder en medarbejdertilfredshedsanalyse, en række workshops og en udvidelse af vores HR-afdeling, som skal styrke vores indsats overfor vores medarbejdere, fortæller Thomas Hedegaard Bang.

Opdateret 10. nov 2020