Aldi sætter en prop i rækken af rekordhøje underskud

Aldi 16. nov 2020 -
3 min læsetid
This describes the image
Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Tre år i træk har Aldi Danmark præsenteret rekordhøje underskud. Senest i 2019, hvor underskuddet sneg sig over en halv mia. kr. - 512 mio. kr. for at være helt præcist.

Ikke siden 2009 har den tyske discountkæde givet overskud i Danmark. Over de seneste ti regnskaber har Aldi tabt 2,43 mia. kr. herhjemme.

Også i 2020 kommer kæden ud med et trecifret millionunderskud, men minusset er i år mindre.

- 2020 har været et bedre år end forventet - også på grund af corona - og med en større markedsandel. Vi investerer stadigvæk i medarbejdere og i butikker, så det vil man selvfølgelig fortsat kunne aflæse i regnskaberne flere år frem. Men et bedre resultat i 2020 end i 2019, tror jeg godt, jeg kan stille i udsigt. Det forventer jeg helt klart, siger Finn Tang, her godt to måneder før det dramatiske år rinder ud.

Mens andre brancher er i knæ, bliver 2020 fra alle sider betegnet som det bedste år for dagligvarebranchen i årevis - sandsynligvis i mere end en menneskealder.

Det har også haft en afsmittede effekt i Aldi, der som alle andre i dagligvarebranchen har oplevet vækst under corona.

- Den vækst, vi allerede så i midten af 2019, hvor vi iværksatte vores første tv-branding kampagne, er yderligere accelereret under corona. Specielt i foråret. Og vi har også kunnet bevare en god vækst nu her, hvor det måske indtil for tre uger siden var lidt mere normaliseret, siger Finn Tang.

Fremgang

Den omfattende revitaliseringsproces, Aldi Danmark er i fuld gang med, ventes at være en investering i omegnen af 1 mia. kr. Udover nye og moderniserede butikker har Aldi fået en større bemanding på centrale funktioner på hovedkontoret i Albertslund, siden Finn Tang tiltrådte for mere end tre år siden.

- Investeringer i manpower og systemer giver ikke lige udslag i butikkerne fra dag ét alle sammen, men 2020 har vist, at vi er på rette vej. Både resultatmæssigt, men også i nogle af de imagemålinger som YouGov Brandindex og andre er kommet med.

Har 2020 været tilfredsstillende eller godkendt?

- Det er svært at svare på. Vi kommer stadigvæk ud med underskud, så man kan jo ikke sige, at det er tilfredsstillende. Men det er vigtigt at understrege, at alle medarbejdere - både ude i butikkerne og på hovedkontoret - har sørget for, at vi har skabt fremgang i forhold til 2019, og det kan vi selvfølgelig være tilfredse med.

- Men der er stadigvæk langt til målet om overskud, siger Finn Tang.

Læs også: Topchef tror fortsat på overskud

Opdateret 7. jan