Aldi opruster med fem nye vicedirektører
Med en ny adm. direktør følger som ofte også forandringer i virksomhedens øvrige ledelse og strategi.
Efter Finn Tangs ankomst som øverste chef for Aldi i Danmark er forandringerne blevet synlige på flere niveauer i virksomheden.
En af de første ting, Finn Tang satte i værk, var at omdøde den danske selskab til Aldi Danmark, der skal støtte de tre selskaber Aldi Haverslev, Aldi Kolding og Aldi Karlslunde.
- Der var en indkøbsafdeling på hovedkontoret i Albertslund, men der var ingen centrale funktioner, der lavede nogle stærke koncepter, og det er jo egentligt det, der kendetegner en kæde, hvis du spørger mig. Det laver vi om nu og samler til nogle stærke og samtidig slanke afdelinger på vores hovedkontor, hvor vi opruster på organisationssiden med fem vicedirektører, der refererer direkte til mig, fortæller han.
Fokus på salg og HR
Fire af de fem stillinger er allerede besat, heraf er tre personer rekrutteret internt. Det drejer sig om Thomas Bang, der får ansvaret for CSR, kommunikation og marketing, Tom Bech, der bliver ansvarlig for logistik samt Lars Lundgaard Nielsen, der 1. maj starter som vicedirektør for HR.
Desuden er tidligere salgschef i Lidl Danmark, Morten Milling, hentet ind som ny vicedirektør for salg, mens Aldi Danmark endnu leder efter en vicedirektør for ejendomme.
Aldi har hverken haft en central salgsafdeling eller en central HR-afdeling i Danmark tidligere. Dette på trods af ca. 2.300 medarbejdere i Danmark.
Og netop de to afdelinger får ekstra stor betydning på hovedkontoret, lyder det fra Finn Tang.
- I salg kan du rulle salgskoncepter ud, du kan bruge i alle 189 butikker og skabe stordriftsfordele gennem best practise. Og på HR-siden kan vi lave koncepter, personaleudvikling, employer branding. Her har vi stået længst nede af skalaen. Arbejdsmarkedet har en lav arbejdsløshed og branchen er jo heller ikke top of the pop, uanset om du hedder SuperBrugsen, Netto eller Aldi, siger Aldis adm. direktør.
Finn Tang erkender, at Aldis dårlige image har gjort det ekstra svært at tiltrække særligt unge talentfulde medarbejdere.
Derfor vil Aldi også investerer flere penge i medarbejderne i form af efteruddannelse, ligesom virksomheden også vil opgradere kraftigt i antallet af medarbejdere på hovedkontoret, hvor der lige nu sidder omkring 60 medarbejdere.
- Det er et nyt Aldi internt, hvor vi kommer til at arbejde på en anden måde en tidligere, der gør, at vi netop også kan arbejde, så vi kan udnytte det, der for mig er hjørnestenene i at have en stærk kæde, siger Finn Tang.