Aldi omstrukturerer og udvider direktionen
Opdateret 28.9
Topchef Finn Tang har taget nye værktøjer i brug i bestræbelserne på at vende underskud til overskud i Aldi Danmark.
Således nedlægger Aldi sit regionskontor i nordjyske Haverslev for at slå sine hidtil to jyske regioner sammen til én. Det koster 22 administrative jobs, når kontoret lukker senest med udgangen af året.
- At lukke vores regionskontor i Haverslev – med de store, personlige konsekvenser det har for medarbejderne – har været en svær, men nødvendig beslutning for at sikre os overskud på bundlinjen igen, og direktionen tror fuldt og fast på, at det er det rigtige, fremtidssikrede setup for Aldi Danmark, siger adm. direktør i Aldi Danmark, Finn Tang, til Dansk Handelsblad.
Set i det store billede syntes den fremtidige besparelse dog ikke at batte alverden.
Aldi Danmark har ikke givet overskud siden 2009. I det seneste ti regnskaber har discountkæden tabt mere end 2,4 mia. kr. Alene sidste år lød underskuddet på 512 mio. kr. - det største nogensinde i Aldis snart 43 år i landet.
Regionsdirektøren i Haverslev, Michael Ottesen, fortsætter som direktør i Aldis jyske region, mens hans kollega i Kolding, Mohammad Mosleh, nu stopper efter 12 år i Aldi.
Under overskriften "Sammenlægning af de to regioner i ALDI Danmark" skriver Mosleh på Linkedin:
"Mine varme tanker går først og fremmest til alle de fantastiske administrative medarbejdere, som snart skal ud og finde ny job. Al støtte herfra".
Ny i direktionen
Den tidligere landedirektør for konkursramte Top-Toy i Danmark samt kædedirektør i BR Norden og Tyskland, Christian Schmidt, rykkede i juni 2019 til Aldi Danmark som ny viceadm. direktør.
Nu fremgår det af en meddelelse fra det centrale virksomhedsregister (CVR), at Christian Schmidt rykker op i Aldi Danmarks direktion, hvor topchef Finn Tang indtil videre har været eneste mand.
Ny mand i toppen af Aldi er også René Friis Nielsen, som siden juni har stået i spidsen for Aldi Ejendomme.
- Jeg er utrolig glad for nu officielt at kunne byde René Friis Nielsen velkommen som direktør for Aldi Ejendomme, og at Christian samtidig indtræder som viceadministrerende direktør i Aldi Danmark. Den udbyggede og styrkede direktion er klar til at sætte yderligere skub i vores forandringsrejse og økonomiske turnaround, siger Finn Tang.
Christian Schmidt har tidligere haft en lang karriere på næsten 10 år i Sallings Groups Bilka-kæde.
Her var han senest seniordirektør fra 2015 til 2016, inden han samme år tog springet over til legetøjsgiganten Top-Toy, som gik konkurs i slutningen af 2018.