Aldi lukker 32 butikker i Danmark

Aldi 30. maj 2017 -
This describes the image
Aldi lukker butikker i Danmark Aldi lukker ni butikker den 3. juni. Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Det var forventet, at Aldi også i 2016 kom ud af året med et stort minus tæt på en kvart milliard.

Hvad der derimod var mindre ventet, er udmeldingen om, at Aldi med et hug lukker 32 butikker, svarende til hver syvende butik, i Danmark.

Helt præcist landede underskuddet på 243 mio. kr. i 2016 mod et minus på 297 mio. kr. i 2015.

Underskuddet følger i kølvandet på en række år med trecifret millionunderskud i Danmark. Derfor vælger kæden nu mere drastisk at lukke 32 mindre butikker fordelt over hele landet med 14 lukninger på Sjælland, 10 på Fyn og i Sønderjylland samt otte i Midt- og Nordjylland.

Til sammenligning har Aldi siden 2013 og frem til i dag lukket 26 butikker og åbnet 21 nye.

Bliver i Danmark
Trods den benhårde konkurrence på dagligvaremarkedet, vil Aldi dog forsat holde fast i Danmark, hvor kæden gør klar til at investere et nyt trecifret millionbeløb i at opgradere butiksnettet og åbne et antal ukendte butikker.

- Vi tror stadig på vores forretningskoncept: Høj kvalitet til lave priser og høj ansvarlighed. Vi erkender, at vi skal give vores kunder en bedre indkøbsoplevelse, end vi har gjort hidtil. Ellers er man i dag ikke en relevant discountkæde, siger Aldis direktør for kvalitet, CSR og kommunikation Thomas Bang.

Lukningen af de 32 butikker vil utvivlsomt også betyde en større nedgang i omsætningen for discountkæden i 2017, der ellers melder om en stigende omsætning herhjemme.
Sidste år steg Aldis omsætning således med 2,5 pct., svarende til 90 mio. kr. netto, oplyser kæden.

- Vi lytter til vores kunder og vil give dem en bedre kundeoplevelse. Derfor lukker vi ned for de små og utidssvarende butikker og åbner nye, store og moderne butikker. Derfor er vi også på vej med en moderniseringsplan for 20117/18 med konkrete tiltag, som vi glæder os til at løfte sløret for meget snart, fortæller Thomas Bang.

De 32 Aldi-butikker varsles lukket den 30. maj, hvor lejemålene vil blive opsagt. Herefter vil de cirka 240 berørte medarbejdere blive tilbudt job i andre Aldi-butikker.

Alle butikker lukker ned i perioden 16. juni til 31. juli.

De lukkede Aldi-butikker:

Sjælland:
Greve Strand, Brøndby Strand, Herlev, Måløv, Frederiksværk, Gilleleje, Kokkedal, Jyderup, Ringsted, Dianalund, Borup, Bremensgade Kbh. S, Heimdalsgade Kbh. N, Howitzvej Frederiksberg.

Fyn og Sønderjylland:
Odense Odensevej, Odense Klaus Berntsensvej , Odense Blækhatten, Østergade Esbjerg, Darumvej Esbjerg, Christiansfeld, Hedensted, Vejle Bredballecentret, Børkop, Kolding Damhusvej.

Midt- og Nordjylland:
Tjørring, Snejbjerg, Skejby, Viby J Rosenhøj, Dronninglund, Sindal, Brovst, Gug.

Opdateret 10. nov 2020