Aldi klar med ny butik på prominent placering i Aarhus
-
I midten af juli slår Aldi dørene op for kædens nyeste butik placeret direkte over for Aarhus Rådhus
Fra 16. juli kan Aarhusianerne foretage deres indkøb i de gamle lokaler, der tidligere rummede Handelsbanken og Danske Bank midt i byen skråt over for rådhuset.
Aldi holder åbningsfest for kædens nyeste butik, hvor moderne dagligvarehandel har fundet sig til rette i de gamle finanslokaler, hvilket har krævet anderledes planlægning fra Aldis side.
- De historiske rammer har gjort, at vi har måttet tænke indretning på en lidt alternativ måde. F.eks. er vores bake-off placeret i den gamle pengeboks på 1. salen. Den ene del af butikken er formet som en halvcirkel, og langs cirkelbuen har vi opsat køleelementer – på den måde bliver det ret unikt for vores kunder at bevæge sig gennem butikken. Flere steder er der fem meter til loftet med lysindfald fra høje vinduer, hvilket også gør butikken lys og imødekommende, lyder det fra distriktschef i Aldi Jens Gravesen.
Miljøvenlige ambitioner
Butikken på Rådhuspladsen kommer samtidig også til at pege ind i Aldis klimaplan om at reducere udledningen af drivhusgasser med 40 pct. i 2021 sammenholdt med 2015. Det sker blandt andet ved at anvende moderne køleanlæg med CO2 i nye butikker og ved ombygning af eksisterende butikker.
- I og med vi er gået over til det naturlige kølemiddel CO2, reduceres klimaaftrykket med hele 200.000 kilo per butik. Samtidig placerer vi i Aarhus anlægget på taget, så det ikke tager plads i butikken, og det støjreducerende kabinet sikrer gode naboforhold med en mere miljøvenlig løsning, der opfylder gældende lovgivning, siger distriktschef Jens Gravesen.
For den nye butikschef handler det dog i første omgang om at få butikken i luften og vist frem for kunderne.
- Vi har et stærkt hold af medarbejdere, som glæder sig rigtig meget til at arbejde i en moderne city-butik med god plads og en fantastisk placering, lyder det fra butikschef Mads Sørensen.