Aldi iværksætter ny trainee-uddannelse
Aldis topchef Finn Tang har siden ankomsten til hovedkontoret i Albertslund for ca. et år siden vendt op og ned på organisationen.
Selv om Aldi har været i Danmark i mere end 41 år, er det først under Finn Tang, at der er opbygget centrale salgs- og HR-funktioner i virksomheden.
Aldi ser et stort potentiale i at løfte HR-området. Derfor har virksomheden for kort tid siden afholdt kick-off på Aldis første ledertrainee-uddannelse på IBC College i Kolding.
Og målet er klokkeklart: Alle 16 trainees skal ud og have ansvaret for deres egen butik, når de er færdige med ud-dannelsen om et år.
- Vores ledere betyder rigtig meget i Aldi. Vi ønsker bedre kvalificerede ledere, og det sikrer vi ved at have vores eget udviklingprogram, der giver vores nuværende og kommende medarbejdere de rette kompetencer til at få ansvaret for deres egen butik, fortæller Lars Nielsen, vicedirektør for HR i Aldi Danmark, om initiativet.
Ambitiøs målsætning
Det etårige trainee-forløb veksler mellem praktik i butik og teori på skole. Uddannelsen byder blandt andet på hyttetur med fokus på teambuilding og personlig udvikling og en overlevelsestur den sidste uge i forløbet, hvor alle trainees får ansvaret for en butik i tre dage og til sidst bliver stillet over for nogle fysiske udfordringer.
- Uddannelsen henvender sig både til interne og eksterne kandidater. Det kan f.eks. være egne Aldi-elever, der kommer på ledertrainee, men det kan også være medarbejdere, vi rekrutterer og som kan se, at vi er klar til at investere i netop dem, fortæller Lars Nielsen.
Og ambitionen er, at langt størstedelen af Aldi Danmarks kommende ledere har prøvet kræfter med virksomhedens egen lederuddannelse.
- Mindst 70 pct. af vores ledere skal komme fra vores egen lederuddannelse. Vi ønsker at udvikle og fastholde vores ledere, så de bliver branchens bedste ledere. Vores ledertrainee-uddannelse er en investering for fremtiden. Både for Aldi og vores medarbejdere, og det er en investering, som vi forventer, giver ret godt tilbage, siger Lars Nielsen.
Næste opstart finder sted til august. Her er forventningen, at holdet består af 20-30 nye lederaspiranter.