Aldi i usædvanligt samarbejde

Aldi 28. sep 2016 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Selv om navnet er ens og familien den samme, er der ikke tradition for, at de to tyske Aldi-selskaber Aldi Nord og Aldi Süd samarbejder. De holder sig til hver sin del af landet og markedsfører sig med to forskellige Aldi-logoer.

Derfor har et nyt samarbejde mellem Aldi Nord og Aldi Süd da også fået mange i dagligvarebranchen til at spærre øjnene op. For første gang står de to Aldi-selskaber sammen bag en ny imagekampagne i Tyskland, og det betegnes af branchefolk som den næste fase i discountsektorens intense kamp om det store, tyske marked.

Overskriften på den nye Aldi-kampagne er ”Einfach ist mehr”, hvilket kan oversættes til ”Det enkle giver mere”. Den fælles kampagne for de to Aldi-selskaber blev lanceret for nylig og er kreeret af det berømte reklamebureau Ogilvy and Mather. Efter sigende skulle der ikke have været noget loft på omkostningerne for kampagnen, som udbredes til tv-reklamer, biografreklamer, radio og reklamestandere på gader og stationer.

Berliner-rapperen Fargo har endda skrevet en speciel sang til kampagnen.

Bag strategien

For Aldi er der tale om et stort spring, for i Tyskland anvender discountgiganten næsten udelukkende trykte reklamer. Aldi har aldrig før i Tyskland lanceret en tv-reklame, mens kæden gør det i stor stil i udlandet.

Baggrunden for kampagnen er, at Aldi gennem de senere år har gennemlevet en iøjnefaldende udvikling med et nyt butikskoncept, flere friske fødevarer, bake off og flere mærkevarer. Den udvikling i butiksstrategien har gjort det naturligt også at ændre reklamestrategien.

Opdateret 10. nov 2020