Aldi henter ny PR- og kommunikationschef

Aldi 8. feb 2019 -
This describes the image
Foto: Privat
Skrevet af: Søren Tougaard

Det er ingen hemmelighed, at Aldi kategorisk nærmest altid ligger i den tunge ende, når det gælder forbrugernes syn på virksomhedernes brand og image.

Det kundesyn vil Aldi naturligvis gerne forandre. Derfor har kæden fra 1. februar ansat Kristian Jessen i en ny stilling som PR- og kommunikationschef for Aldi Danmark.

Kristian Jessen kalder selv det nye job 'et tilbud, som han simpelthen ikke kunne sige nej til'.

- Jeg elsker udfordringer - og det må man sige, jeg har fået, når jeg den 1. februar starter som PR- og kommunikationschef for Aldi. Kæden er under pres og har store problemer med at fortælle om den vilde revitaliseringsproces, som Aldi er i gang med. Kæden har et kæmpe potentiale og har desuden langt mere fokus på økologi og certificerede end andre discountkæder herhjemme. Men det ved forbrugerne ikke, skriver Kristian Jessen på Linkedin om opgaven, der venter.

Kristian Jessen har senest være selvstændig siden 2015 og er en erfaren journalist og kommunikatør med en grøn profil.

Fra 2013 til 2015 var han således ansvarlig for kommunikation og marketing for Fairtrade Mærket i Danmark, og før det, var han kommunikationschef for Greenpeace Norden i et år.

Han har ligeledes stået i spidsen for kommunikationen i Zebra, selskabet bag Flying Tiger-butikkerne, en kort overgang, inden han blev selvstændig.

Opdateret 10. nov 2020