Aldi går ind i kampen mod madspild
Reducering af madspild kræver, at hele værdikæden er med: producenter, detailhandel og forbrugere. Derfor har Aldi nu meldt sig på banen og har indgået samarbejde med værestedet Perron 4 i Randers.
Aldis nord- og midtjyske centrallager, der ligger i Haverslev mellem Randers og Aalborg, leverer to gange om ugen overskydende dagligvarer samt frugt og grøntsager til Perron 4, der er et værested for mennesker med sociale eller psykiske problemer.
Det bliver til omkring 100 kilo råvarer om ugen, der tilberedes og serveres for værestedets brugere. Og ifølge afdelingsleder på Perron 4, Gine Nørager, har samarbejdet med Aldi haft stor betydning for værestedets brugere.
- Vi er overraskede over mængden og kvaliteten af de varer, vi modtager. Det er en kæmpe succes, der giver hjælp til borgere, som virkelig har behov for det. Vi laver salat og juice i langt større mængder end tidligere, så værestedets brugere 'drikker spinat' uden at vide det, og får derved flere vitaminer og sundere kost end tidligere, fortæller hun.
Direktør i Aldi Haverslev, Kenneth K. Madsen, er også glad for samarbejdet.
- Madspild og social ansvarlighed er temaer, som ligger os på hjerte, og det er udfordringer, som vi kan være med til at gøre noget ved. Med dette initiativ sikrer vi, at en stor mængde råvarer ikke går til spilde, men bliver til gavn for andre, siger Kenneth K. Madsen.