Aldi får tilført 200 millioner
Aldi Danmark står midt i virksomhedens største moderniseringsplan til dato på det danske marked.
Med til den plan hører, at over 150 af kædens butikker enten skal flyttes, udvides eller have en omfattende istandsættelse.
Tidligere har Aldis adm. direktør Finn Tang fortalt Dansk Handelsblad, at han ikke kan udelukke, at det i alt løber op i en milliardinvestering.
Nu henter Aldi Danmark frisk kapital til formålet fra de tyske ejere i Aldi Nord, som investerer 200 mio. kr. i Danmark.
Kapitalindsprøjtningen kommer efter et rekordhøjt underskud på 326 mio. kr. i 2017, hvor afskrivninger i forbindelse med lukningen af 32 af kædens butikker slog igennem i regnskabet.
Fået tilført 1,1 mia. kr.
Aldi har ikke givet overskud i Danmark siden 2009 og har siden da tabt mere end 1,5 mia. kr. på det danske marked.
I de senere år er kædens store tre-cifrede millionunderskud blevet efterfulgt af frisk kapital fra Aldi Nord.
Siden 2016 har Aldi Danmark fået tilført 1,1 mia. kr. fra de tyske ejere, som stadigvæk har stor tiltro til, at Aldi igen kan blive en overskudsforretning på sigt.