Aldi får nej til ny Esbjerg-butik

Aldi 20. apr 2021 -
This describes the image
Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen
  • Borgerprotester har været medvirkende årsag til politikernes nej til en butik på Højtoftevej i Esbjerg

Et enigt Plan & Miljøudvalg har sagt nej til at sende planerne for en ny Aldi-butik i Højvangskvarteret i høring, og samtidig er centerområdet taget ud af en kommende ny kommuneplan. Det skriver Jydske Vestkysten.

Aldi ønskede at bygge en ny butik og havde lavet forhåndsaftale med en række husejere om at købe deres grunde.

Omkring 240 beboere havde sammen skrevet en mail til samtlige byrådsmedlemmer i Esbjerg Kommune, hvori de på det kraftigste opfordrede til at stoppe de videre planer om en ny dagligvarebutik i området.

- Vi borgere i Højvangskvarteret har fulgt den offentlige omtale af ovennævnte. Vi er klar over, at det snart skal besluttes, om der skal indledes en høring vedr. Aldis projekt. Vi håber, at sagen stopper allerede der, således at der slet ikke indledes nogen høringsfase, skriver borgerne ifølge Jydske Vestkysten i mailen.

Formanden for Plan & Miljøudvalget, Karen Sandrini (S), siger til avisen, at udvalget har vejet for og imod i sagen:

- På den ene side er det vigtigt, at der er en vis forsyningssikkerhed i forhold til dagligvareindkøb til et område, men dels er der den eksisterende Netto, dels er der anden indkøbsmulighed inden for en radius af godt én kilometer i fugleflugts-linje. Derudover har hensynet til det i forvejen stærkt trafikalt belastede området vejet tungt, ligesom beboernes bekymring i den henseende selvfølgelig også har haft stor betydning i beslutningen, siger Karen Sandrini.

Aldi har i dag tre butikker i Esbjerg-området.

Opdateret 20. apr 2021