Aldi-butik vil vinde flere kunder på friskvarer

Aldi 26. feb 2018 -
This describes the image
|||||| Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen||||||Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Butiksoplevelsen er i mange Aldi-butikker til at overse. Derfor er Aldi gået i gang med en ganske omfattende modernisering, der skal hæve butiksniveauet og få endnu flere kunder til at gøre deres indkøb i den 40 år gamle discountkæde.

En af disse butikker er på den stærkt trafikerede Hjallesevej i Odense, hvor den 850 kvm. store butik netop er blevet genåbnet efter en uges ombygning.

Aldis nye butikskoncept er døbt 1.1. Aldi Danmarks nye adm. direktør Finn Tang medgiver da også, at butiksrenoveringer ikke er det, Aldi har brugt størst energi på hidtil.

Men det skal der laves om på.

I første kvartal af 2018 ombygger Aldi således 23 af kædens 189 butikker, svarende til godt hver ottende.

Og flere vil helt sikkert følge efter, når Finn Tang er færdig med at gennemgå Aldis butikker en for en for at sikre sig, at kæden ikke smider dårlige investeringer efter butikker, som på kort sigt alligevel skal udvides eller lukke ned for i stedet at åbne på endnu bedre placeringer.

Hvad der i første omgang springer i øjnene i Aldi-butikken i Odense, er valget af de hvide, turkis, brune og grønne skiltefarver, der skiller sig markant ud fra Aldis gamle udseende, og som ifølge Finn Tang er med til at skabe en endnu bedre og anderledes atmosfære.

- Vi vil gerne gøre det hurtigt og nemt for kunderne at navigere rundt. Først i butikken møder kunderne de friske varer, som de skal bruge flere gange i løbet af ugen. Friskbagt brød og frugt, grønt og kød. Det er der vi skal vinde kunderne. Før i tiden var der meget fokus på nonfood. Nu er der fokus på friske varer, siger Finn Tang med optimisme i stemmen.

Aldis butik på Hjallesevej er flankeret af en Fakta og Meny-butik, og derved er den lokale konkurrence nøjagtig lige så hård, som mange andre steder i landet.

Aldis nye butikskoncept har dog fået en god start de steder, hvor det allerede er blevet lanceret.

- De nye butikker er blevet godt modtaget. Ser vi på salgsudviklingen, er det gået rigtig godt. Formålet er jo netop at øge trafikken i butikkerne. Dels vil vi have kunderne til at handle større kurve, dels ønsker vi også, at de handler i Aldi noget oftere, siger Finn Tang på turen rundt i butikken.

Oprydning i sprog og mærker

En af de typiske tilbagemeldinger, Finn Tang har hørt fra kunderne, er, at de nyrenoverede butikker har fået flere varer på hylderne, men de 1.600 artikelnumre er nu samme niveau som før, fortæller han.

Trods renoveringen og de positive tilkendegivelser er Aldi endnu ikke i mål med selve varesortimentet.

- Vi har 150 forskellige Aldi-mærker i alle mulige forskellige farver. Det skal vi have ryddet op i. Derfor er vi gået i gang med at arbejde grundigt med sortimentet, så man som kunde bedre kan genkende Aldis produkter, der skal komplementere de stærke mærkevarer, siger Finn Tang.

Et andet område, Aldi har arbejdet med i det nye butikskoncept, er tilpasningen til det danske marked, som trods 40 år stadig ikke er lykkedes efter hensigten, hvilket markedsandelen på godt 3 pct. fortæller alt om.

- Aldi Aktuelt var før navnet på vores spotvarer, men ingen vidste, hvad Aktuelt dækkede over. Nu hedder det kort og godt Aldi Spot. Vi ønsker at tilnærme os det danske marked og det må vi erkende, at vi ikke har været gode nok til før, siger Aldi Danmarks adm. direktør.

Også ved indgangen til butikken møder kunderne en anderledes imødekommenhed med skiltet "Kvalitet til Aldi pris med god samvittighed. Din Aldi Odense.

- Aldi har masser af potentiale for at fortælle de gode budskaber omkring kvalitet, fødevaresikkerhed og bæredygtighed, som vi ikke har gjort før. Det vil vi fremover gøre meget mere ud af for at tiltrække endnu flere nye kunder, som ikke kender Aldi særlig godt, siger Finn Tang.

Tilpasningen til det danske marked får nu ikke Aldis adm. direktør til at rense godt og grundigt ud i kædens nonfood-udvalg.

Nonfood-afdelingen har nemlig det samme salgsareal som i det tidligere butikskoncept.

- Vores nonfood skal stadig være spændende varer, som inspirerer. Vi ser det ikke som en nedprioritering af nonfood, men andre ting er blevet vigtigere, siger Finn Tang med adresse til de friske varer i Aldis butikker.

Andre Aldi-butikker kunne nok trænge til en ombygning, før moderniseringen af butikken på Hjallesevej, men Aldi har besluttet, at man først moderniserer de butikker, som ledelsen 100 pct. ved skal tegne kædens fremtid.

- Det gik faktisk også godt i denne butik før. Nu pepper vi indretningen op og fremtidssikrer butikken. Og hvem kan sige nej til at være nabo til sådan en butik, siger Finn Tang.

Opdateret 10. nov 2020