Aldi bryder med faste lave priser
Mens de hjemlige dagligvarekæder i høj grad har benyttet sig af tilbudspriser for at tiltrække kunder, har kunderne aldrig set et tilbudsskilt i Aldis butikker.
Et væsentligt grundprincip i Aldi-konceptet er nemlig at tilbyde kunderne faste lave priser hver dag. Både herhjemme og internationalt.
Dette prisprincip bryder Aldi Danmark dog med fra i dag, hvor kunderne for første gang kan finde nedsatte priser og røde tilbudsskilte i kædens 189 danske butikker.
F.eks. har discountkæden sænket prisen på 400 gram hakket oksekød indeholdende 3-7 pct. fedt med 7,50 kr. til 19 kr., mens en australsk Lucky Bastard-rødvin er blevet 10 kr. billigere og nu koster 39 kr., fremgår det på forsiden af Aldis nye reklameavis.
Her fremhæves som noget nyt også spotpriser på dagligvarer, hvor en pris på 10 kr. for 250 gram Lurpak Smørbar skal lokke kunder til.
Ifølge Finn Tang, adm. direktør for Aldi Danmark, skyldes lanceringen af tilbudspriser, at forbrugerne i flere undersøgelser generelt rater Aldi dårligt med hensyn til at få det gode tilbud.
Derfor vil kunderne fremover kunne finde ekstra gode tilbud i Aldis butikker hver fredag, mandag og torsdag.
- Det er klart, at hvis vi skal have flere kunder ind i butikken, så må vi også lytte til det, kunderne siger. Vores grund-dna er faste lave priser hver dag, og vi skal fortsat være billigst på de faste lave priser. Men det har bare ikke været nok til at skabe succes på det danske marked. Den danske forbruger har et godt købmands-gen og vil gerne have et godt tilbud. Og der har vi jo været totalt fraværende på det marked i 40 år, siger Finn Tang, adm. direktør i Aldi Danmark om årsagen til at bryde med Aldis prisprincip.
Trafikskaber
Aldis adm. direktør fortæller, at kæden i de to seneste store prisundersøgelser i henholdsvis Søndagsavisen og Politiken beviseligt er den billigste dagligvarekæde herhjemme og isoleret set måske heller ikke har haft brug for at indføre tilbudspriser.
Men Finn Tang mener, at de gode tilbud og flere friske varer i butikkerne er vigtige forudsætninger for at skabe større kundetrafik i discountkæden.
- Det er ikke sådan, at hver side nu bliver klistret til spar, spar, spar. Vi starter på et forsigtigt niveau for at se, hvordan kunderne modtager det. Både på vores egne Aldi-mærker og de mærkevarer, vi har i butikkerne. Så udvikler det sig ud fra den feedback, som kunderne giver os. Det er i Aldi noget nyt, hvor vi i højere grad prøver at tilrette os de danske forbrugers vaner og behov.
- Du kan sige, at det er de alle de andre dagligvarekæder har gjort altid, men internt i Aldi er der tale om en lille pris-revolution, fortæller Finn Tang.
Mens Aldi indfører tilbudspriser og særlige spotpriser på såvel fødevarer som nonfood, går Danmarks største dagligvarekoncern, Coop, den anden vej.
Med et nyligt lanceret prisprogram ønsker Coop flere faste lave priser hver dag i stedet for tilbudsvarer, hvor priserne selvsagt varierer op og ned.