Aldi aflyser tilbud på håndsprit
Allerede i november 2019 bestilte medarbejderne på Aldi Danmarks hovedkontor et parti håndsprit, som skulle placeres i tilbudsavisen som spotvare for den sidste uge i marts 2020.
Det var før coronakrisen og den kæmpe efterspørgsel efter blandt andet den vare.
Nu aflyser Aldi det tilbud, skriver BT.
- Nogle kunder kunne blive sure over den spotvare, andre ville måske valfarte ned til butikkerne, fordi det er så svært at få håndsprit lige nu. Nu fordeler vi håndspritten ud til alle vores medarbejdere. Så er der nok til dem i en måned, siger Kristian Jessen, kommunikationschef i Aldi, til avisen.
Alle tilbudskampagner med håndsprit på nettet er fjernet, og der bliver sat reklamer op i butikkerne, hvor man forklarer kunderne, at tilbuddet i avisen ikke gælder.
Både Rema 1000 og Coop meddeler ifølge Frederiksborg Amtsavis, at der ikke vil være håndsprit på hylderne.
-Den håndsprit, der bliver produceret nu, skal først og fremmest prioriteres til sundhedsvæsnet, og den begrænsede mængde, vi kan få hjem, er vi nødt til at prioritere til vores personale i butikkerne. Vi kan ikke engang få nok hjem til, at vi kan stille en dispenser frem, som kunderne kan bruge, når de handler, siger informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen til avisen.