Salget af tobak er røget tilbage til niveauet i 1940erne
-
Danmarks Statistik vurderer, at grænsehandel kan maskere de reelle tal
De seneste ti år er danskernes køb af tobak faldet til et niveau, der ikke er set lavere i over 70 år. Salget af cigaretter faldt også markant i fjor, hvor der blev indført nye afgiftsstigninger.
Over de sidste ti år er salget faldet med 27.104 mio. stk., svarende til 28,9 pct., sammenlignet med årtiet 2001-2010. Salget er dermed nede på et niveau, der ikke har været lavere siden 1940’erne.
Siden 1990, hvor kurven knækkede, er det samlede salg af tobaksprodukter faldet med 52,5 pct. i 2020, fremgår det af tal fra Danmarks Statistik.
Fokuserer man udelukkende på salget af cigaretter sidste år, faldt det med 17,9 pct. - svarende til 995 mio. stk. - sammenlignet med året før.
Ifølge André Pedersen Ystehede, specialkonsulent i Danmarks Statistik, er faldet i fjor det største fald siden 2014, hvor salget faldt med over 18 pct., efter at afgifterne blev sat op.
Han peger på at, cigaretter nu er billigere i Tyskland og Sverige, så grænsehandel kan maskere de reelle tal.
Men grænsehandlen faldt betydeligt sidste år, viser den skatteøkonomiske redegørelse for 2020, hovedsageligt pga. grænselukning og færre udenlandsrejser i forbindelse med covid-19.
Derudover er der ifølge Danmarks Statistik en sandsynlighed for, at en hamstringseffekt har påvirket salget af cigaretter det efterfølgende år. Det vil sige, at folk har købt flere pakker, end de ellers ville, inden en afgiftsændring trådte i kraft.
- Ved årsskiftet kan rygerne igen se frem til højere afgifter. Hver gang, afgifterne er blevet sat op de seneste år, er salget af cigaretter altså faldet markant, forklarer André Pedersen Ystehede.