Rygere hamstrede cigaretter før afgiftsstigning
Udsigten til væsentligt dyrere cigaretter per 1. april fik mange rygere til at lægge vejen forbi landets kiosker og dagligvarebutikker for at købe ekstra ind til et lager derhjemme.
Det er da heller ikke småpenge, en ryger kan spare ved at ryge cigaretter til gammel pris.
Med en stigning fra 40 til 55 kr. for en pakke cigaretter er der langt op til en årlig merudgift på 5.475 kr. for en ryger, der har et forbrug på 20 cigaretter om dagen.
Det kunne mærkes i Coops 1080 butikker.
- Den 31. marts havde vi en tredobling i salget, fordi kunder ville sikre sig cigaretter til gammel pris. Siden har salget været på samme niveau som før 1. april. Vi har stadig tobak til gammel pris. Med et salg på nuværende niveau, skal vi nærmere sommeren, inden vi kun har cigaretter til den nye pris, siger Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen.
Stor vækst
Hos Salling Group, der tæller ca. 650 butikker i Netto, Føtex og Bilka-kæden, gav afgiftsstigningen også et markant ekstra salg af cigaretter.
- Vi har set et stigende salg den seneste måned, men så en særlig stor vækst umiddelbart før 1. april, hvor den nye afgift trådte i kraft. Vi har jo ellers oplevet et faldende cigaretsalg, siden vi som de første gemte tobakken væk, men i de seneste tid har efterspørgslen set anderledes ud, siger pressechef i Salling Group Kasper Reggelsen.
Letkøb-købmand Torben Andersen, der driver tre butikker i Aarhus, har også mærket et ekstra rykind af rygere, der ville sikre sig cigaretter til gammel pris.
Og det store ekstrasalg er også fortsat efter 1. april.
- Vi kører ca. indeks 125 på cigaretter, fordi folk køber flere pakker og nogle gange hele kartoner. Indtil videre har vi cigaretter til gamle priser en rum tid endnu, siger Torben Andersen.
Sigtet med afgiftsstigningen er især at afskrække børn og unge fra at begynde at ryge.
Efter planen stiger prisen på en pakke cigaretter med yderligere 5 kr. til 60 kr. den 1. januar 2022.