Handlen venter stadig på at kunne dele billeder

7. feb 2023 -
This describes the image
Foto: Colourbox
  • Folketinget vedtog for fem år siden en lov, der skulle gøre deling af billeder af butikstyve lovlig, men loven fungerer ikke

Skrevet af: Henrik Denman

Selv om Folketinget i 2018 vedtog en lovændring, der gav butikkerne mulighed for at dele billeder af butikstyve, er det i dag fem år senere fortsat ikke er blevet muligt for butikkerne at dele billeder.

Brancheforeningen Dansk Erhverv har flere gange anmodet den tidligere regering om at se på lovændringen fra 2018 og fremsætte forslag til en ny ændring, så butikkerne kan udnytte loven i praksis.

Chefkonsulent i Dansk Erhverv, Henrik Lundgaard Sedenmark, siger:

– Dansk Erhverv brugte 10 år på at få ændret lovgivningen omkring videoovervågning, så man kunne få mulighed for at dele billeder. 

Billeddelingen skulle være et værktøj i forebyggelsen af tyverier ved, at en butik, som var blevet udsat for et alvorligt tyveri, kunne advare andre butikker om, at tyvene måske ville komme i andre butikker. Ved at kunne dele videoklip kunne det synliggøres, hvem det drejede sig om, og dermed kunne andre butikker tage deres forholdsregler.

– I 2018 blev lovgivningen ændret, så det blev muligt at dele video. Da loven trådte i kraft, havde vi udviklet systemet, så vi var klar til at gå i luften med at kunne dele billeder. Det glædede vi os meget til. Det var et stort ønske fra detailhandlen. Absolut et væsentligt værktøj til forebyggelse af butikstyveri. 

– Nu i 2023 er der gået fem år, og vi er ikke kommet i gang endnu, konstaterer han.

De Samvirkende Købmænd ønsker også, at justitsminister Peter Hummelgaard (S) sætter sagen på dagsordenen:

– Det er dybt frustrerende, når et bredt politisk flertal finder, at detailhandelen skal have bedre mulighed for at forebygge kriminalitet, men hvor resultatet efterfølgende er langt fra de politiske ønsker. 

– Politikerne tror jo, at de har løst sagen med den nødvendige lovgivning, men ude i butikkerne står man fortsat med nogle store problemer, der ikke er løst endnu, siger vicedirektør i DSK, Claus Bøgelund Nielsen.

Datatilsynets krav

Det centrale problem er, at Datatilsynet har opstillet en række vilkår, som i praksis gør det umuligt for butikkerne lovligt at dele billeder fra videooptagelser af butikstyve.

I loven har man forudsat, at billeddelingen skal foregå i et lukket system.  Men når Folketinget har brugt ordet "lukket system", så har Datatilsynet grundlæggende fortolket det som et system, der ikke kan gå på internettet. Det kan detailhandlen ikke arbejde med, når al kommunikationen i dag foregår elektronisk via internettet.

– Datatilsynet har været nødt til at sætte en række krav for at de er tilfredse med, at det lever op til betingelserne for at være et lukket system. De krav kan vi ikke leve op til. Der er ni krav, nogle af dem er helt i orden, men der er et par stykker, vi ikke kan leve op til, fordi det teknisk set ikke er muligt for os, forklarer Henrik Lundgaard Sedenmark.

Dansk Erhverv søgte om tilladelse til billeddeling i sommeren 2019. Tilladelsen blev givet, men den skulle passe ind i Datatilsynets krav – og her kommer stopklodsen.

Siden har Dansk Erhverv haft møder om sagen med Datatilsynet og siden i flere omgange forsøgt at få Justitsministeriet til at tage sagen op, da det kræver en ændring af loven fra 2018 for at komme videre.

This describes the image

- Datatilsynet har været nødt til at sætte en række krav for at de er tilfredse med, at det lever op til betingelserne for at være et lukket system. De krav kan vi ikke leve op til, siger Henrik Lundgaard Sedenmark, Dansk Erhverv.

Opdateret 8. feb 2023