929 medarbejdere indenfor handel er blevet testet positiv for Covid-19
De danske sundhedsmyndigheder overvåger minutiøst corona-udviklingen. En gang om ugen udgiver Statens Serum Institut ligeledes seneste tal for antal testede og Covid-19-smittede personer målt per branche.
Tal fra uge 33 viser, at foreløbigt 86.605 personer, der arbejder inden for handel, er blevet testet for covid-19. Ud af dem er 929 personer testet positive.
18. august var næsten 16.000 personer indtil videre testet positiv for Covid-19 i Danmark. Det betyder, at 6 pct. af alle coronasmittede herhjemme arbejder inden for området handel, hvilket både omfatter butiksmedarbejdere, administrative medarbejdere, folk på lagrene, sælgere mv.
Holdes smittetallet op mod antallet af testede personer, er lidt over 1 ud af 100 test positiv indenfor handelsområdet. Til sammenligning er lidt over 2 ud af 100 test positive på personer, der arbejder indenfor sundheds- og socialvæsenet.
Samtidig har kun yderligere to brancher, transport og rejsebureauer/rengøring, et højere smittetryk blandt ansatte end handelsområdet, viser tallene fra Statens Serum Institut.
Dagligvarehandlen tavs om smittetal
Ud af i alt 416.000 beskæftigede indenfor handelsområdet arbejder ca. 100.000 i dagligvarebranchen. Det betyder, at næsten en fjerdedel af samtlige smittede inden for handelsområdet, ca. 230 personer, statistisk set arbejder i dagligvarebranchen.
Dermed er der også stor sandsynlighed for, at der aktuelt er eller har været coronasmittede butiksmedarbejdere i de danske dagligvarekæder.
Dansk Handelsblad har spurgt de seks største dagligvareaktører i Danmark, Salling Group, Coop, Rema 1000, Dagrofa, Lidl og Aldi, om de vil oplyse, hvor mange butiksmedarbejdere, der er blevet konstateret smittet med corona.
Og om de kan bekræfte, at der er eller har været coronatilfælde blandt deres butiksansatte.
Aldi er den eneste, der meddeler, at de pt. ikke har coronasmitte blandt deres ansatte, mens hverken Rema 1000, Dagrofa eller Lidl vil af- eller bekræfte coronatilfælde.
- Vi kan bekræfte, at vi for indeværende ikke har nogen ansatte, der er testet positiv for corona. Vi har naturligvis vores interne procedure klar, der følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer, hvis en medarbejder bliver smittet, oplyser Aldi Danmarks PR- og kommunikationsafdeling.
- Vi kan oplyse, at vi ikke har haft højere sygefravær i coronaperioden, og som mange andre virksomheder har vi en handlingsplan klar, hvis en medarbejder viser sigt at være smittet med corona. Indsatsen vil naturligvis ske i tæt samarbejde med myndighederne, siger Jannie Ravn Madsen, kommunikationskonsulent i Dagrofa.
- Af hensyn til medarbejdernes privatliv, ønsker vi ikke at oplyse de specifikke detaljer, lyder det fra Lidl Danmarks kommunikationschef Morten Vestberg.
Heller ikke en bekræftelse, om I har eller har haft smittede med corona?
- Nej tak, for så er vi allerede i gang, kan man sige. Vi vil jo heller ikke oplyse om andre private sygdomsforhold, siger han til Dansk Handelsblad.
- Vi er i tæt kontakt med myndighederne og følger deres retningslinjer omkring corona. Ellers har vi ikke yderligere at bidrage med i forhold til dine spørgsmål, lyder det fra Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema 1000.
Salling Group har ikke besvares vores henvendelse, mens Coops analyse- og kommunikationschef Lars Aarup kort og godt oplyser, ”det ønsker vi ikke at svare på”.
Dansk Handelsblad har ligeledes spurgt dagligvarevirksomhederne, om de overvejer at teste butikspersonale for corona, for at undgå eventuelt smitte i at brede sig.
Kun Lidl har svaret på det spørgsmål:
- Vi er spredt ud over det ganske land, så vi har i stedet opfordret vores medarbejdere, enten dag til dag eller som forebyggende, at blive testet, da det blev muligt. Vi har løbende været i meget tæt kontakt med vores medarbejdere og kommunikeret meget tæt omkring, hvordan man skal forholde sig, hvis man symptomer, og hvordan man bliver testet, siger Morten Vestberg.