Rema 1000 lægger mere dyrevelfærd i frysedisken 

Reitan 3. nov 2023 -
This describes the image
Foto: Rema 1000
  • Discountkæden vil konvertere alt kylling til mere langsomt voksende racer inden 2025

Discountkæden Rema 1000 har taget et nyt kridt i retningen af bedre dyrevelfærd. Kyllingenuggets og kyllingestrimler med det statskontrollerede dyrevelfærdshjerte er kommet i frysedisken.

Det betyder ifølge en pressemeddelelse fra kæden, at den nu er foran en tidsplan, som er lagt i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse om at nå en målsætning om at konvertere alt kylling til mere langsomt voksende racer inden 2025. Derudover er en stor del af produktionen af kylling nu flyttet til Danmark.

I efteråret 2022 nåede Rema 1000 sin målsætning om at udfase den hurtigst voksende kyllingerace til mere langsomt voksende racer på al fersk kylling, og i foråret 2023 kom discountkæden i mål med de rå frosne kyllingeprodukter - for begge dele både på sortiments- og kampagnevarer. 

- Derfor er nu fokus på de forarbejdede produkter, siger kategorichef og indkøber i Rema 1000, Jonas Garly Sørensen og tilføjer: 

- Dyrevelfærd er et rigtig vigtigt område for os, og vi har fokus på hele tiden at øge andelen af produkter med dyrevelfærdsmærket, så vi kan indfri vores målsætning om at konvertere alt vores kylling.

Fokus på danske producenter

 Udover nyheden med de to produkter med ét hjerte i dyrevelfærdsmærkningen har Rema 1000 skiftet leverandør, så produktionen af kylling derfor sker fremadrettet i Danmark:

- I forbindelse med konverteringen har vi skiftet leverandør, så vi fremover får fra to danske producenter HK Scan og Danpo. Det er endnu et vigtigt skridt, da vi ønsker at støtte dansk kyllingeproduktion, siger Jonas Garly Sørensen.

Rema 1000 har siden 2021 haft et strategisk partnerskab med Dyrenes Beskyttelse for at fremme dyrevelfærd blandt leverandører af animalske produkter.
 

Opdateret 3. nov 2023