Rema 1000 er bedst blandt dagligvareaktørerne til mediekontakt
I starten af maj 2019 kom Salling Groups tidligere CSR-ansvarlig, Jonas Schrøder, til Rema 1000 som discountkædens første kommunikationschef. Siden har Rema 1000 markeret sig som en af de hjemlige virksomheder, der er allerbedst til at være i dialog med medierne. Det viser den 19. udgave af PR Barometer Business fra analyse- og konsulenthuset Aalund, der har spurgt 221 erhvervsjournalister om virksomhedernes pressearbejde.
I undersøgelsen skal journalisterne bedømme virksomhedernes generelle pressekontakt, der inkluderer åbenhed, reaktionstid og forståelse for mediernes dagsrytme, samt hvor gode virksomhederne er til aktivt at byde ind med relevante historier og skabe stærke presserelationer.
Det er første gang nogensinde at Rema 1000 bliver bedømt i undersøgelsen. Alligevel stryger discountkæden direkte ind på en tredjeplads på listen over virksomheder, der er bedst til den generelle pressekontakt herhjemme - kun overgået af Danish Crown og Spar Nord.
Og på listen over virksomheder, der er bedst til den aktive pressekontakt, indtager Rema 1000 sjettepladsen.
- Vi er virkelig glade for at se, at vores arbejdsindsats i forhold til medierne og til omverdenen generelt giver så flot et resultat. En ordentlig og hurtig dialog med journalister er et vigtigt fokusområde for os – og at det giver denne fine placering i årets undersøgelse, er vi meget stolte over, siger Jonas Schrøder.
Dagrofa højere placeret end sværvægtere
Der er 37-38 virksomheder på de to lister, og Rema 1000 er langt fra den eneste dagligvarekoncern, der er med i undersøgelsen.
Det samme er dagligvarehandlens sværvægtere Salling Group og Coop, købmandskoncernen Dagrofa samt Lidl.
Og her klarer Dagrofa, ifølge undersøgelsen, sig bedst i dialogen med medierne og indtager 18. pladsen på de to lister.
Herefter følger Salling Group med placeringer som henholdsvis 22. og 27., Coop 30. og 28., mens Lidl indtager 33. pladsen på begge lister.
- Vi ønsker at have en åben tilgang til medierne, og at vi også kan reagere hurtigt på deres henvendelser. Derfor er vi også tilfredse med, at det bliver bemærket i målingen, og vi vil også arbejde for at komme højere op på listen til næste år.
- Det er vigtigt, at vi som kommunikationsafdeling understøtter forretningen og det store arbejde, som vores kollegaer i hele koncernen gør. Blandt andet den store indsats, som vores kollegaer i butikkerne gør hver dag, hvor de møder kunderne direkte, og når vores dygtige kollegaer arbejder for at få de bedste fødevareoplevelser til danskerne, siger Mariam Skovfoged, der kom til Dagrofa som ny kommunikationsdirektør i september sidste år.