Branchemøde: Æglæggende høner har brug for bedre brystben

Produktudvikling 1. nov 2021 -
  • Økologisk Landsforening og Dyrenes Beskyttelse var i dag – mandag den 1. november - samlet med fødevareminister, forskere og fagfolk for at løse problemer med dyrevelfærd hos høns

Hanen har grund til at gale. For 85 procent af hønerne i landbruget går rundt med brud på brystbenet, fordi æglægningen presser deres kroppe indefra.

Forskning fra Københavns Universitet viser, at størstedelen af danske høns, som producerer æg til de danske forbrugere, lider af brystbensfrakturer som følge af æglægningen.

Det var rapporten ”Keel bone fractures in Danish laying hens: Prevalence and risk factors", som fik Økologisk Landsforening og Dyrenes Beskyttelse til at invitere fødevareminister Rasmus Prehn, forskere og fagfolk til mandagens branchemøde på konferencecenter Horisont ved Agropark Food Park i Aarhus mandag den 1. november.

Formålet var at drøfte brystbensbrud og komme frem til en række konkrete initiativer og handlinger, som branchen selv kan sætte i gang, og som danske politikere og andre interessenter kan understøtte via deres arbejde.

- Alle i branchen og politikerne må arbejde sammen for at komme problemet til livs, siger Per Kølster, der er formand for Økologisk Landsforening.

Fra dagligvarehandlen var CSR-chef Thomas Roland fra Coop til stede.

Direktøren i Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, glæder sig over dagens tilslutning til mødet, hvad der viser, hvor alvorligt, der bliver set på problemet hos alle med ansvar for og indflydelse på såvel problemet som løsningerne. 

Økologisk Landsforening har meddelt, at den vil skabe en enhed, som kan understøtte, koordinere og monitorere indsatsen hos de økologiske producenter.

Opdateret 1. nov 2021