Storstilet svindel med pant

12. maj 2016 -
This describes the image
|||| Illustration: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Henrik Denman

Selv om sodavandsafgiften forsvandt i 2014, er salget af illegale sodavand i Danmark langt fra forsvundet. Men hvor grossister og butikker tidligere snød med sodavandsafgiften, laver smuglerne nu svindel med pant og emballageafgift, og oveni i det hele kommer svindel med moms.

Fødevarerejseholdet siger, at svindlen med illegale sodavand er omfattende. Svindlen koncentrerer sig om sodavandsdåser, mens dåseøl ikke er udsat for svindel.

Økonomien i svindlen ligger i pant og emballageafgift til en værdi af ca. to kr. pr. dåse. Hertil kommer manglende indbetaling af moms.

Dermed kan grossister af illegale sodavand hente en fortjeneste på omkring 5.000 kr. pr. palle med 2.496 sodavand – og der er tilsyneladende et umætteligt marked for salg af sodavand især i hovedstadsområdet, der hentes hjem fra Tyskland og Sverige.

Travl trafik

For få år siden foregik svindlen med falske pantmærker, men det er stoppet, og nu foregår svindlen ved, at grossister etablerer selskabskonstruktioner, som er meget vanskelige at gennemskue for myndighederne.

– Man kan sidde en fredag morgen på Sydmotorvejen på en rasteplads, og så kan vi udpege de mange varevogne, der er på vej til grænsebutikkerne for at blive fyldt op med drikkevarer. Det er et kæmpemarked for det, siger Søren Jensen, der er efterforsker i Fødevarerejseholdet.

Sammen med Skat konfiskerer Fødevarerejseholdet jævnligt store mængder slik i afsides beliggende lagre i København og omegn. Men samtidig konfiskerer de også store mængder sodavand.

– Vi opdager meget slik, men man skal ikke tage fejl af, at sodavand er et lige så stort marked. Man hører bare ikke så tit om det, og det skyldes formentlig, at der ikke er afgifter på sodavand. Men der er emballageafgift og pant, som de kan snyde med, og vi oplever, at der snydes rigtig meget med pantmærker også.

Søren Jensen forklarer om smuglertrafikken med sodavand:

– Nogle af smuglerne kører en anhænger fyldt med paller med sodavand over grænsen til Danmark. Når den når frem til f.eks. hovedstadsområdet, bliver den tømt på en times tid. Varerne lastes på en masse varevogne, der får to paller hver, og så kører de rundt i kvartererne i København, hvor de kan tømme pallerne på kort tid. Der bliver simpelthen solgt så meget.

– Det er sort salg, og det er et samfundsproblem, siger Søren Jensen.

Straffesager på vej

I Dansk Retursystem siger advokat Ann-Britt Sørensen, at der er svindel, men hun tilføjer:

- Så stort er omfanget heller ikke set ud fra det samlede pantsystem.

Hun oplyser, at der er verserende straffesager på området, som skal køres efter sommerferien.

– Det er ikke uvæsentlige beløb, men der ingen der ved, om der er fordelt på mange små svindlere, eller om det er centreret om få, større aktører. Det ved vi ikke, fordi man har de indviklede selskabskonstruktioner. Det er ikke gennemsigtigt.

– Det eneste, man kan sige, er: Ja, der er svindel, det har et ikke uvæsentligt omfang, men det er ikke et katastrofalt omfang ud fra en totaløkonomisk betragtning. Og vi arbejder kontinuerligt på at komme svindlen til livs og finde de steder, hvor svindlen går hen og få lukket de huller, hvor svindlen er. Svindlen har myndighedernes bevågenhed, siger Ann-Britt Sørensen.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?