Stigning i røverier mod butikker fortsætter
Efter mange år med et stort set konstant fald i mængden af røverier mod detailhandlen skete der en stigning på 16 pct. i forårskvartalet. Nu er stigningen fortsat ind i sommeren.
Et specialtræk over røverier mod forretninger og tankstationer fra Rigspolitiet viser en samlet stigning i røverier på 4 pct. i årets tredje kvartal sammenlignet med samme periode i 2017.
Stigningen dækker over et lille fald i røverier mod servicestationer, og en større stigning af uønskede besøg i landets butikker. Således er antallet af røverier mod servicestationerne i tredje kvartal i år opgjort til 8 mod 11 i samme periode for et år siden.
Butikkerne har været udsat for i alt 94 røverier mod 87 i tredje kvartal i 2017. Butikkerne fik fra årsskiftet ret til at sige nej til kontanter mellem 22 og 06 i håb om, at det ville forhindre røveriforsøg.
I en fjerdedel af landets postnumre, hvor røveritruslen set i forhold til indbyggerantal er størst, ret til at sige nej til kontanter allerede fra klokken 20.
Det siger kæderne
Circle K:
”Vi laver løbende risikovurdering på vores stationer, og benytter blandt andet lukkede kontanthåndteringssystemer som et af flere tiltag for at reducere risiko og øge trygheden for vores medarbejdere.”
Coop:
”Vores butikker lukker inden kl. 22, så det er ikke så aktuelt for os. Med hensyn til efter kl. 20 vurderer vi det individuelt butik for butik. Hvis en butik gentagne gange har problemer med røverier efter 20, er vi parate til at gøre den kontantfri.”
Aldi:
”Alle vores butikker lukker kl. 20, så det er på nuværende tidspunkt ikke relevant for os.”
Lidl:
”Vores butikker lukker kl. 21 eller 22. Vi har røverisikring i form af blandt andet safepay.”
Salling Group:
”Vi har fortsat ingen butikker, hvor vi takker nej til kontanter.”
Shell:
”På vores egne anlæg har vi lukkede kassesystemer, som sikrer, at det kan håndteres trygt og sikkert for både kunder og medarbejdere.”
Q8:
”Kunderne efterspørger stadig muligheden for at betale med kontanter. Vi har i stedet procedurer, som sikrer lav kassebeholdning og gør meget ud af at uddanne vores personale i konflikthåndtering. Antallet af røverier er dalet en del over årene og er nu på et stabilt lavt niveau. Kontanterne er ikke det eneste, røvere går efter, og derfor tror vi ikke, at kontantløse butikker vil udradere problemet helt.”
OK Plus:
”Kontantbetalinger udgør fortsat en væsentlig del af de betalinger, vi modtager i vores butikker. Vi har ikke været udsat for mange røverier, sandsynligvis i medfør af de sikrings-tiltag, vi har foretaget, herunder videoovervågning og safepay, og har derfor endnu ikke vurderet, at det har været nødvendigt at lukke ned for kontanter efter kl. 20.”