Socialdemokratiet vil hæve afgifter på nydelsesvarer
Danskerne kan se frem til stigende afgifter på populære nydelsesvarer som kaffe, slik og chokolade, hvis Socialdemokratiet danner regering efter næste.
Danmarks største parti har netop præsenteret sin økonomiske 2025-plan og her er der ikke sat midler af til at fortsætte den borgerlige regerings skattestop i forhold til punktafgifter.
I stedet vil Socialdemokratiet indeksere afgifterne ud fra pris- og lønudviklingen fra 2020 og frem, skriver PolicyWatch.
Ifølge Finansministeriets beregning vil en skrotning af det nuværende skattestop betyde 700 mio. kr. mere i statskassen i 2025 end i dag.
Vil koste omsætning og arbejdspladser
Hos De Samvirkende Købmænd (DSK) er man bestemt ikke begejstret over udsigten til afgiftsstigninger.
- Det betyder, at man gør varerne dyrere i Danmark for det, som politikerne ynder at kalde almindelige mennesker. Samtidig gør man det dyrere at handle i Danmark i forhold til vores nabolande, og det vil koste omsætning i de danske butikker, siger DSK's vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen til mediet, og advarer om, at det i sidste ende ville koste arbejdspladser i detailhandlen.
Socialdemokratiet finansordfører Benny Engelbrecht siger, at partiet især er optaget af, at punktafgifter på f.eks. CFC-gasser, affaldsafgifter og afgifter på engangsservice bør stige i takt med pris- og lønudviklingen herhjemme.