Snyd med afgifter i kraftig stigning
Slik og chokolade er i dag et attraktivt marked for svindlere overalt i Danmark. Nye tal fra Skat viser, at der foregår snyd for store summer med illegal slik, hvor der ikke bliver betalt moms og afgifter.
Skat oplyser til Dansk Handelsblad, at kontroller rettet mod både detailbutikker og gros-sister udløste et reguleringsbeløb på i alt 92,2 mio. kr. i 2016. Til sammenligning førte kontrollerne i 2015 til et reguleringsbeløb på 68,3 mio. kr., mens det i 2014 beløb sig til knap 43 mio. kr.
Reguleringsbeløbet er de penge, som butikken eller grossisten ikke har opgjort i moms og afgifter til myndighederne.
Skat har siden 2015 øget antallet af gennemførte kontroller i indsatsen mod illegal handel med chokolade og sukkervarer. Det er en medvirkende årsag til, at der er sket en stigning i de gennemførte reguleringsbeløb.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) fastslår dog samtidig, at problemet med illegal handel med slik og chokolade vokser.
– På trods af en stigning i kontroltrykket viser Skats beregninger, at antallet af detail-forretninger, som forhandler punktafgiftspligtige chokolade- og sukkervarer, er stigende.
Den konklusion underbygges af udmeldinger fra brancheorganisationerne, har Karsten Lauritzen (V) sagt til Folketinget.
Butikker og grossister
Skat oplyser til Dansk Handelsblad, at det mest omfattende snyd og forsøg på at undgå at betale moms og afgifter sker blandt grossister og importører.
I 2016 blev der hos grossister og importører foretaget reguleringer på ca. 52,6 mio. kr., mens der hos detailhandlere, der er registreret som varemodtagere, blev foretaget reguleringer til 33,2 mio. kr.
Der blev i 2016 gennemført 478 kontroller, og af dem var de 460 målrettet direkte mod illegal indførsel af slik og chokolade. Kontrollerne førte i 2016 til et samlet bødebeløb på 7,3 mio. kr.