Skatteminister jagter flere penge til afgiftsnedsættelser

11. okt 2018 -
This describes the image
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har selv kradset rare momskroner ind i Meny Hjørring. Nu vil han have flere kiosker, cafeer og restauranter til at få styr på deres transaktioner med indførslen af digitale kasseapparater om fem år. Foto: Søren Tougaa
Skrevet af: Søren Tougaard

Mange erhvervs- og interesseorganisationer i en såkaldt grænsehandelsalliance presser på for, at der bliver afsat flere penge på finansloven til at sænke punktafgifter på slik, chokolade og øl.

Bryggeriforeningens direktør Niels Hald har f.eks. luftet et ønske om at sænke ølafgiften med 25 pct., hvilket alene vil koste statskassen 180 mio. kr. årligt.

Det skal ses i lyset af, at regeringen har afsat en pulje på 390 mio. kr. over tre år til at sænke punktafgifter, der blandt andet kan fremme den hjemlige handel.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) erkender overfor Dansk Handelsblad, at der ikke bliver råd til det hele med den nuværende pulje penge, hvis det også skal have en gavnlig effekt.

- Desværre kommer vi ikke så langt med det, vi har sat af, så hvis vi skal videre end det, skal der findes nogle penge, siger skatteministeren.

Alene chokoladeafgiften bidrager med mere end 2,5 mia. kr. til statskassen om året.

Derfor flytter det heller ikke meget på hverken grænsehandel eller forbrugerpriser, hvis man blot sænker chokoladeafgiften med 50 mio. kr., understreger Karsten Lauritzen.

K vil sætte tobaksafgiften op

I sidste uge foreslog Det Konservative Folkeparti, at man hævede cigaretpriserne til 60 kr., og at et ekstra estimeret merprovenu på 390 mio. kr. i stedet skulle gå til at sænke andre afgifter.

Men den køber Karsten Lauritsen ikke umiddelbart.

- Det er regeringens holdning, at vi indtil videre holder tobaksafgiften på det nuværende niveau. Men vi må jo se, hvad der kommer ud af forhandlingerne, lyder det fra skatteministeren.

Ifølge adm. direktør i DSK, John Wagner, er regeringens pulje til at sænke punktafgifter et skridt i den rigtige retning, men DSK så gerne, at regeringen var endnu mere ambitiøs.

- Og det kan man uden problemer være ved at sætte afgiften for tobakken op, så vi får nogle tobakspriser i Danmark, der er lidt højere end i Tyskland. Det kan også finansiere en større grænsehandelspakke, siger John Wagner.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?