Skat skal styrke indsats mod svindel
Skat skal styrke kontrolindsatsen og samarbejdet med andre myndigheder.
Skat skal styrke kontrollen af bl.a. fødevarevirksomheder for at dæmme op for svindel med moms og afgifter. Ulovligt importeret slik har i de senere år vist sig at være et populært område for kriminelle, der vil snyde med moms og afgifter.
På et samråd i Folketingets skatteudvalg fredag d. 29. januar fremlagde skatteminister Karsten Lauritzen (V) en række initiativer til at styrke indsatsen mod moms- og afgiftssvindel.
Skatteeksperter har i den seneste tid fastslået, at det er nemt at snyde med afgifter for slik, og at svindel med moms og afgifter på slikområdet i dag er omfattende og organiseret.
Skatteministeren var kaldt i samråd, fordi Skats kontrolindsats i de seneste par år har afdækket svindel med butikker og grossister, der snyder med moms og punktafgifter, og fordi DR i en række tv-udsendelser har afdækket organiseret kriminalitet bag ulovlig import af slik.
– Det er fuldstændig uacceptabelt, når organiserede kriminelle bevidst snyder samfundet for moms og afgifter. Vi skal gøre det nemt for de mange, som følger reglerne, men vi skal også slå hårdt ned på dem, der systematisk snyder det danske samfund, sagde Karsten Lauritzen på samrådet.
Samarbejde
Han afventer til foråret en grundig undersøgelse fra Skat af kontrolindsatsen på momsområdet. Skat skal således komme med forslag til, hvordan indsatsen mod organiseret svindel med moms og afgifter styrkes på tværs af myndighederne, f.eks. i et styrket samarbejde mellem Skat og Fødevarestyrelsen.
På mødet i Folketinget fastslog skatteministeren, at organiseret svindel med moms og afgifter er et stigende problem i EU.
– Derfor er det afgørende, at myndighederne har de rette værktøjer til at begrænse svindel mest muligt, sagde han.
Skats kontrolindsats mod organiseret momssvindel skal derfor i år målrettes og gøres mere effektiv. Den vil bl.a. omfatte særlige undersøgelser af svig i udvalgte brancher, bl.a. fødevarebranchen.
Desuden skal samarbejdet inden for EU have højere prioritet, og regeringen vil derfor arbejde aktivt for at få EU-Kommissionen til at fremlægge konkrete forslag, der kan dæmme op for den stigende svindel på momsområdet.