Skat øger indsatsen mod ulovlig import
Skattemyndighederne styrker i år yderligere indsatsen mod illegal import af afgiftspligtige varer, som typisk er en række populære grænsehandelsvarer. Skat skønner, at den illegale grænsehandel med nydelsesmidler beløber sig til mere end 600 mio. kr., som dog ikke omfatter cigaretter.
Skat har i dag offentliggjort sin kontrolplan for 2016. Hovedopgaven bliver at dæmme op for svindel med moms, skatter og afgifter.
- Vi vil aldrig få stoppet al svindel, så længe vi ønsker at bevare et åbent samfund, der grundlæggende er baseret på tillid. Men Skat skal have tilstrækkelige muskler til at sætte ind, så svindlerne kan mærke det, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) i en pressemeddelelse.
Et af indsatsområderne bliver illegal indførsel af afgiftspligtige varer, som indføres til Danmark uden at der bliver afregnet for danske punktafgifter. Det drejer sig om varer, der typisk købes i grænsehandlen som f.eks. øl, vin, spiritus og slik.
I sin kontrolplan skriver Skat bl.a., at de firmaer, der svindler med moms og afgifter, "rummer udfordringer i forhold til opgørelsen af skatte- og afgiftsgabet, idet der er tale om bevidst illegal praksis, som Skat i sagens natur ikke får oplysninger om".
Skat vil i 2016 især rette kontrollen mod grossister for at mindske mængden af illegalt indførte varer som slik, som videresælges til detailhandlere, og hvor der ikke bliver betalt afgifter.