Skat jagter svindel med grænsevarer
Illegal handel med afgiftspligtige varer som slik, øl og alkohol beløber sig årligt til flere hundrede millioner kroner.
Skat har nu fremlagt en plan for arbejdet i 2018, hvor illegal indførsel af afgiftspligtige varer er højt prioriteret.
Skatteministeriet opgjorde sidste år den illegale handel med øl, alkoholsodavand og cider, sodavand samt chokolade og slik til 625 mio. kr. i 2016.
Der er tale om typiske grænsehandelsvarer. Det var en stigning på 9 pct. i forhold til 2015, hvor man skønnede, at der blev indført afgiftspligtige varer for 575 mio. kr.
De varer, der indføres illegalt til landet, havner typisk i detailhandlen, hvor de sælges uden moms og afgifter. Det trafik er så omfattende, at Skat målrettet arbejder på at fange især grossisterne, som henter varerne syd for grænsen eller i Sverige.
Skats kontrol
Skats plan for 2018 går ud på, at man vil identificere og kontrollere de personer og firmaer, som bevidst undgår at betale afgifter.
Samtidig vil Skat danne sig et klarere billede af, hvilke metoder de kriminelle bruger for at unddrage afgifter.
Kontrollen har også til formål at virke præventivt, idet en større risiko for at blive opdaget skal få de kriminelle til at undlade at importere illegalt.
Skats indsats mod illegal import af punktafgiftspligtige varer retter sig mod de varer i detailhandlen, hvor der typisk snydes med afgifterne.
Sideløbende indsamler Skat data, som kan anvendes til at kontrollere grossister, og det mener Skat har en større effekt end kontrol af de enkelte detailforretninger.
De Samvirkende Købmænd ser gerne, at Skats kontrolindsats kombineres med lavere afgifter.
– På trods af flere års fokus fra Skats side er der intet der tyder på, at problemet med især svindel med slik har toppet. Derfor er der både brug for en stærk kontrolindsats og for lavere afgifter. Slikafgiften steg 83 pct. fra 2009 til 2016, og det er guf for kriminelle miljøer, siger vicedirektør i De Samvirkende Købmænd, Claus Bøgelund Nielsen.