Skat jagter hård kerne af afgiftssvindlere

3. maj 2018 -
This describes the image
Arkivfoto: Henrik Frydkjær
Skrevet af: Henrik Denman

Skat vil nu skærpe jagten på de professionelle bagmænd, der står bag en voksende svindel med slikafgifter og ulovlig import af slik og chokolade.

Ifølge skøn fra Skatteministeriet er der de seneste fem år kørt slik fra Sverige og den dansk-tyske grænse for mindst 825 mio. kr. til hele landet.

Det er dog især i hovedstadsområdet, at den ulovlige trafik er et stort problem. Det har gjort den ulovlige import og snyd med afgifter til en meget tiltrækkende forretning for en hård kerne af svindlere.

Det er den hårde kerne på ca. 80 personer, Skat nu vil intensivere jagten på.

I en redegørelse til Folketinget oplyser Skat, at man på kontrolopgaverne i stigende grad møder allerede kendte personer.

Der er juridisk set tale om nye virksomheder, men det er de samme personer, som fortsat driver virksomhederne.

Ejerskabet er blot flyttet til et andet familiemedlem eller over i selskabsform.

Ifølge tal fra Skat fra 2017 ændrer op mod hver tredje virksomhed selskabsform, efter at de har haft kontrolbesøg af Skat.

De er ligeglade

I dagligvarebranchen har man dog ikke stor tiltro til, at Skat får bremset den stigende svindel med afgifter.

– Hvis Skat tror, at de med dette udspil kan dæmme op for den ulovlige trafik, tager de fejl. Disse svindlere vil altid kunne finde ”stråmænd”, der er interesserede i at få en skilling og er ligeglade med konsekvenserne. Der er kun én eneste ting, der hjælper, og det er en reel økonomisk risiko for dem, som udfører den store svindel, siger Dan Kongsted, direktør i DK-Konfekture, som er en af de store virksomheder inden for konfekture.

I De Samvirkende Købmænd siger vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen:

– Cirka hver tredje virksomhed ophører med at eksistere, flytter aktiviteterne over i et nyt selskab eller lader et familiemedlem drive virksomheden videre, når Skat har udskrevet den første bøde for overtrædelse af afgiftsregler. Politikerne bør stramme loven, så en bøde som udgangspunkt følger den fysiske adresse frem for selskabet. På den måde kan de kriminelle ikke starte forfra, hver gang de lader et familiemedlem drive butikken videre.

– Og så kommer vi ikke uden om, at ”business-casen” ved at snyde simpelthen er for attraktiv i dag. Politikerne bør sænke slikafgiften, så der bliver færre penge at tjene på svindel, siger Claus Bøgelund Nielsen.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?