Regeringen vil øge afgifter på cigaretter med 25 pct.
Regeringen har nu fremlagt sit udspil til, hvor meget cigaretter skal stige i de kommende år.
En pakke cigaretter skal fra 2020 stige med 10 kr., så gennemsnitsprisen på en pakke cigaretter i danske butikker bliver ca. 50 kr.
Prisstigningerne på cigaretter og andre tobaksvarer er fremsat i et lovforslag, som skatteminister Morten Bødskov (S) har præsenteret.
Lovforslaget skal til første behandling i Folketinget den 5. december.
Handlen frygter imidlertid, at stigningen i afgifterne bliver endnu større end de foreslåede 25 pct.
Vicedirektør i De Samvirkende Købmænd, Claus Bøgelund Nielsen, tvivler således på, at regeringens lovforslag L75 bliver til virkelighed.
– Det er næppe sådan, det ender. Lovforslaget er fremsat, uden der endnu er et forlig om afgifterne. Lovforslaget er baseret på regeringens eget forslag fra september, som der næppe er den store opbakning til, siger han til Dansk Handelsblad.
Regeringens forslag om at lade tobaksafgifterne stige med ca. 25 pct. kan nemt medføre, at danske forbrugere vil hamstre cigaretter, inden prisstigningerne træder i kraft, forudser Claus Bøgelund Nielsen:
– Man har talt om en grænse på afgiftsstigningerne på fem pct., som skal forhindre hamstring. Det kan medføre tomme hylder op til afgiftsstigningerne, hvis forbrugerne vil købe til lager i større stil.
Hårdt for butikker
Brancheorganisationen Nærbutikkernes Landsforening havde for nylig foretræde i Erhvervsudvalget. Her advarede repræsentanterne for NBL, landsformand Torben Pedersen, og adm. direktør Martin Schjøth, mod stigninger i afgifterne på det niveau, som regeringen nu foreslår.
– Vores medlemmer er i forvejen pressede af grænsehandlen, og vi er bekymrede for, at planerne om markante afgiftsforhøjeler – også fra øvrige partier – vil slå kassen ud hos mange af de små kiosker og nærbutikker i mindre danske lokalsamfund, lød advarslen fra NBL’s repræsentanter til Erhvervsudvalget.
Regeringen ønsker at hæve tobaksafgiften for at få færre danskere til at ryge.
Lovforslaget indebærer, at tobaksafgiften stiger første gang den 1. april 2020 og anden gang den 1. januar 2021 – tilsammen med ca. 10 kr. inkl. moms for en 20 styk cigaretpakke. Ved lovforslaget forhøjes samtlige tobaksafgifter, dvs. afgiften på cigaretter, groft- og fintskåret røgtobak, cigarer, cerutter, cigarillos og røgfri tobak som f.eks. snus.