Regeringen vil forbyde gratis plastikposer

26. aug 2019 -
This describes the image
Statsminister Mette Frederiksen vil hæve afgifter på plastikposer Foto: Colourbox
Skrevet af: Søren Tougaard

Regeringen vil sænke mængden af plastik i verdenshavene. Derfor vil statsminister Mette Frederiksen (S) nu helt forbyde udlevering af gratis bæreposer, mens afgifter på plastikposer og engangsservice skal hæves til det dobbelte, siger hun til dagbladet Politiken.

Ifølge regeringens beregninger vil initiativerne sænke forbruget af plastikposer og engangsservice med 20 pct., mens forhøjelsen på 50 øre per plastikpose vil indbringe statskassen 200 mio. kr. i 2020.

- Der er nu så meget plastik i havene, at det svarer til, at der hvert minut hele døgnet rundt bliver smidt en hel lastbil med plastik direkte ud i vores hav. For mig er plastikforurening blevet symbolet på en verdensbefolkning, der ikke passer ordentligt på sin klode, siger statsministeren til Politiken.

Brancheorganisationen Plastindustrien er ikke overraskende kritisk over for regeringens udmelding og mener, man allerede er nået langt ad frivillighedens vej.

- Eksempelvis har detailbranchen i form af Dansk Erhverv, Coop og andre butikskæder indgået en aftale om at halvere plastikforbruget frem mod 2023, og det er også besluttet, at de helt tynde plastposer skal udfases, siger Thomas Drustrup, direktør i Plastindustrien, i en pressemeddelelse.

Regeringens forslag ventes at blive fremlagt i forbindelse med det kommende udspil til finansloven.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?