Politisk spil om fremtidens cigaretpriser

11. okt 2018 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Før Folketinget gik på sommerferie, havde Det Konservative Folkeparti endnu ikke lagt sig fast på, om prisen på en pakke cigaretter skulle stige i fremtiden eller ej.

Men efter partiets folketingsgruppe har tygget på problemstillingen henover sommeren - og en ny finanslov nærmer sig - er regeringspartiet nu for en markant hævelse af cigaretprisen herhjemme. Stik imod holdningen blandt de øvrige regeringspartier, Venstre og Liberal Alliance.

Ifølge gruppeformand og sundhedsordfører Mette Abildgaard skal en pakke cigaretter koste 60 kr. herhjemme, hvorefter Det Konservative Folkeparti vil lade tobaksafgiften stige i takt med udviklingen i priser og lønninger.

Den klare holdning fra det mindste regeringsparti kommer blandt andet som en følge af, at tal i rapporten Den Nationale Sundhedsprofil har vist en mindre stigning i antallet af rygere mellem 16 og 45 år.

Samtidig ønsker Det Konservative Folkeparti at fastsætte en cigaretpris, der tager hensyn til grænsehandlen, så danskerne ikke blot køber cigaretter syd for grænsen.

- Det handler om at finde en balancegang. Vi har Tyskland, der ligger som meget nær nabo, og vi skal hele tiden være opmærksomme på grænsehandel. De nyeste notater fra Skatteministeriet vurderer, at der omkring de 60 kr. er et balancepunkt i forhold til grænsehandel, siger Mette Abildgaard til Fyens Stiftstidende.

Partier har ændret holdning

Om udmeldingen fra Det Konservative Folkeparti reelt kommer til at flytte noget, er meget uvist.

Regeringspartneren Liberal Alliance er direkte modstander af at forhøje cigaretafgifterne yderligere.

Det samme har været holdningen i Venstre.

I sidste uge sagde Venstres sundhedsordfører Jane Heitmann ellers, at partiet var klar til at se cigaretpriserne igen, men overfor Dansk Handelsblad siger skatteminister Karsten Lauritzen nu, at det er regeringens holdning at holde tobaksafgiften på det nuværende niveau.

I Dansk Folkeparti har sundhedsordfører Liselott Blixt tidligere på foråret forklaret, at partiet ikke har noget i mod, at cigaretterne bliver lidt dyrere, og at cigaretter skal stige i takt med de øvrige priser. Nu afviser Liselott Blixt overfor DR helt prisstigninger med argumentet om, at det vil have en social slagside overfor familier på overførselsindkomster, som i forvejen har svært ved at købe sunde madvarer til deres børn.

Anderledes toner er der i rød blok.

De Radikale er fortaler for at hæve prisen for en pakke cigaretter til hele 90 kr. - som svarer til niveauet i Norge - for at sikre, at færre unge begynder at ryge.

Alternativet har før peget på, at prisen skulle stige til 65 kr., mens Enhedslisten og SF har peget på et prisniveau på henholdsvis ca. 60 og 50 kr. for en pakke cigaretter.

Hos Socialdemokratiet har man indtil videre ikke meldt et beløb offentligt ud. I stedet afventer partiet et fælles udspil fra regeringen, fortæller sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen til Dansk Handelsblad.

- Tobakssalget til børn og unge er alarmerende, så vi skal se på, hvordan vi kan dæmme op for børn og unges rygning. Men jeg vil også opfordre regeringen til at komme med et fælles udkast. Ellers bliver det let en gratis omgang, lyder det fra Flemming Møller Sørensen.

Sænk afgifter på andre varer

Tilbage ved Det Konservative Folkepartis forslag om at hæve prisen på cigaretter til 60 kr., fortæller Mette Abildgaard, at partiet vil bruge de ekstra 390 mio. kr., som de højere tobaksafgifter indbringer, til at sænke andre afgifter.

Hos De Samvirkende Købmænd (DSK) mener vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen, at prisen på cigaretter skal stige væsentligt mindre end Det Konservative Folkepartis forslag.

- Hæv prisen på en pakke cigaretter med ca. 5 kr., så cigaretter ikke er billigere i Danmark end i Tyskland. Brug de ca. 300 millioner ekstra på afgiftsnedsættelser på grænsevarer, lyder opfordringen fra DSK-vicedirektøren i et tweet.

Statens provenu på tobaksafgiften ventes i år at blive ca. 7. mia. kr.

Opdateret 10. nov 2020