Politisk kamp om dit levebrød

11. jun 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Redaktionen

Substans er aldrig en overskrift, man kan sætte på en valgkamp. Men sjældent har en valgkamp været så indholdsforladt, som den vi har oplevet i år. Vi har mere set en indædt boksekamp mellem to præsident-kandidater og deres spindoktor-skabte kampe om at have de bedste kampagner og strategier. Detektor på DR har været på overarbejde med daglige udsendelser - for at finde ud af, hvem der har talt rigtigt. Kun tiden vil vise, om "kassen stemmer ved lukketid".
Uanset hvordan valget ender, så får vi to splittede blokke, der skal finde ud af en samlet vej efter valget. Sidst skete det i et tårn på Amager, som ændrede det meste fra valgkampen - og også denne gang vil begge fløje skulle spise kameler. I rød blok har Radikale spillet ud med særstandpunkter, som er i direkte modstrid med Socialdemokraterne - og de skal måske også forholde sig til Alternativet, der har bisonokser i danske skove på ønskelisten. Blå blok har mange retninger om kontanthjælp og udlændinge - et presset Konservative har sat kroner på deres politik, som Venstre ikke ville betale - og Liberal Alliance tilbyder frit valg for danskerne på alle hylder, selv de tomme. Som altid vil substansen først træde alvorligt til allerede på valgaftenen, hvor de første realpolitiske møder holdes.
Inden for politik for detail- og dagligvarebranchen er det småt med den politiske gavebod. Det er der åbenbart ikke stemmer i, selvom vores branche er oftest i forbindelse med den enkelte vælger. Vi er sådan set dem, der forsyner danskernes hverdag - og ændringer på vores område, forandrer danskernes hverdag mærkbart. Venstre har afsat lidt småpenge til at sænke afgifter, mens Liberal Alliance går ind med den store gavekurv, men jeg kan ikke helt gennemskue partiets mange forslag til afgiftsog skattelettelser.
Planloven er der ikke politisk flertal for at ændre, som det fremgår af Dansk Handelsblads valgbarometer, og uanset, om man er modstander eller tilhænger, så er loven et eksempel på, at det ikke er ligegyldigt, om der er regler som eksempelvis en planlov eller lukkelov. Det så vi, da lukkeloven blev (stort set) afskaffet.
Der er heller ikke flertal for lavere moms på fødevarer ifølge samme valgbarometer fra Dansk Handelsblad. Kunne politikerne ikke i det mindste bruge lidt kræfter på at få ryddet op i de urimelige og groteske fødevareafgifter, som sender virksomheder på overarbejde og arbejdspladser ud af landet? Der er måske ikke stemmer i at køre hårdt på det nu, men der er en stor hjælp for branchen ved at gøre det straks efter valget.
Uanset er valgkampe demokratiets hjertekammer, og alt er fortsat spændende mens vi venter på at kunne stå i boksen og sætte vores kryds.
For dagligvarebranchen er det dog så som så med valg-spændingen, for på vigtige områder i branchen er der flertal for at gøre absolut ingenting.
Venlig hilsen Niels H. Carstensen Ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør

Opdateret 10. nov 2020