Plastik og madspild kommer på dagsordenen
Hvis nogen i dansk dagligvarehandel havde set frem til en nedsættelse af punktafgifterne, så bliver det næppe i den nye regerings levetid. Tværtimod.
Tirsdag 25. juni, lige før midnat, fremlagde Mette Frederiksen (S) og hendes støttepartier i rød blok, Enhedslisten, De Radikale og SF, et 18 sider langt papir "Retfærdig retning for Danmark".
Det er ifølge den kommende statsminister ikke et regeringsgrundlag, men en "politisk forståelse", der således heller ikke er specielt konkret.
Men en ting er sikkert: Der mangler finansiering, og den skal ikke komme fra skat på arbejde, lyder det fra de fire partier.
Der er som ventet fokus på klima, uddannelse, integration og de sociale områder, men der er foreløbig kun få konkrete forslag til finansiering.
En af dem er "at tilbagerulle lempelsen af bo- og gaveafgiften for virksomhedsarvinger". Arveafgiften blev med Finansloven i 2016 sænket fra 15 pct. til 5 pct. i 2020. Den nedsættelse forventes altså tilbagerullet til de 15 pct.
En anden afgift, der formentlig også snart får et nøk opad, er cigaretafgiften. De fire partier har tidligere meldt priser ud, der svinger mellem Socialdemokraternes lille prisstigning og De Radikales 90 kr.
Partierne ønsker også at "hæve målene for økologi og styrke indsatsen mod madspild".
"En ny regering vil hæve ambitionerne for mere økologi i Danmark, som udgangspunkt med det mål at fordoble det økologiske areal, eksporten af økologi og danskernes forbrug af økologi i 2030," hedder det i papiret.
Og så skal der tages "initiativer, der mindsker madspild". Tidligere på året foreslog SF, at man skulle lovgive mod madspild i stil med i Frankrig - et forslag, som blandt andre De Samvirkende Købmænd og madspildspioner Selina Juul hurtigt skød ned. Men måske kommer det forslag nu på bordet for alvor.
I den nye regeringstid skal Danmarks tage stilling til det udvidede producentansvar for emballagen, hvilket er et krav fra EU. De fire partier lægger da også op til at lægge "højere afgifter på plastik samt en plastikhandlingsplan skal bidrage til at reducere plastikforbruget og sikre færre emballagetyper. For at mindske skadelige kemikalier i hverdagen genindføres afgiften på skadelige stoffer som PVC, ftalater og PVC-folier".