Pantaftale skydes til hjørne
Indførelsen af pant på dåser i grænsebutikkerne står til at blive udskudt på ubestemt tid.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) vil kontakte de tyske aftaleparter for at drøfte, om aftalen skal sættes på stand-by. Den dansk-tyske aftale skulle ifølge den oprindelige plan gennemføres i 2018, men aftalen er i første omgang udskudt til 2019, og nu udskydes den formentlig endnu engang.
Det oplyser Esben Lunde Larsen til Folketingets Miljø- og fødevareudvalg. Pia Adelsteen, der er medlem af udvalget for Dansk Folkeparti, har spurgt ministeren, om aftalen om grænsepant med Tyskland skal udmøntes, eller om det er muligt at undlade at gennemføre den.
Esben Lunde Larsen henviser til den klage, Dansk Erhverv har indgivet til EU-Kommissionen om grænsebutikkernes brug af eksporterklæringer, og den klage resulterer formentlig i, at det nu er uvist, hvornår dåsepant i grænsehandlen bliver gennemført.
Uholdbart
I Dansk Erhverv siger direktør Laurits Rønn om den manglende tyske dåsepant:
– Det er uholdbart, at de tyske myndigheder tillader, at grænsehandelskøbmændene ikke efterlever gældende regler. Den eneste rigtige løsning er, at Tyskland sikrer, at loven håndhæves effektivt, og at der dermed bliver opkrævet tysk pant i grænsehandelsbutikkerne, sådan som det allerede sker i alle andre butikker i resten af Tyskland, siger han til Dansk Erhvervs medlemsblad, Dansk Erhvervsavis.
I bladet fortæller købmand Joachim Cyrill Hansen, der driver Min Købmand i Horbelev på Falster, at de pantfrie tyske dåser fra grænsehandlen koster butikken mindst halvdelen af omsætningen af øl.