Nye sommerhusregler kan koste milliarder i sommerlandets butikker
Supermarkeder og specialbutikker i sommerlandet lever i høj grad af både danske og udenlandske turister, der lejer sig ind i sommerhusene.
De seneste år er sæsonen blevet længere, hvilket har styrket butikkernes omsætning og givet mulighed for helårsansættelser. Men nu kan en ny vejledning om udlejning af sommerhuse ramme både omsætning, arbejdspladser og bosætning i sommerhusområderne.
- Tidligere slog vi skodderne for 1. september, men mere ferie og bedre sommerhuse har de seneste 10-15 år gjort sæsonen længere, og vi er nu henne i november, før vi drosler ned. Det betyder, at vi kan ansætte medarbejdere for hele året, og det øger samtidig bosætningen i yderområderne, siger Meny-købmand i Søndervig Thomas Hansen.
Han frygter, at den nye vejledning kan koste ham 50 pct. af den omsætning, han i øjeblikket har om vinteren.
- Bliver antallet af uger, man må udleje husene indskrænket, rammer det selvfølgelig vinterperioden. For det er klart, at udlejerne vil leje deres huse ud i den dyre periode, altså om sommeren, siger Thomas Hansen.
I den nye vejledning, der i øjeblikket er i høring, lægger Erhvervsstyrelsen op til en begrænsning af udlejningen. Blandt andet skæres der ned på antallet af uger, som sommerhusene må udlejes. Det betyder, at turisterne kun kan bo i husene i 35 uger - mod tidligere 43.
9.300 fuldtidsjob
Fra De Samvirkende Købmænd lyder det, at Danmark har brug for at få styrket turismen i landdistrikterne.
- Man kan f.eks. styrke turismen ved at have fokus på udlejning af sommerhuse i ydersæsonen. Dette forslag gør det modsatte, og det er stærkt beklageligt, siger underdirektør Claus Bøgelund Nielsen.
Han tilføjer, at det fortsat bør være muligt at udleje sommerhuse i 43 uger.
- Tanker om maks. 35 uger vil svække livet i landdistrikterne og koste omsætning og arbejdspladser i bl.a. detailhandelen, siger han.
Ca. en tredjedel af de danske sommerhuse udlejes, og ifølge en beregning, som Feriehusudlejernes Brancheforening har sendt til Folketinget Erhvervsudvalg, vil den nye vejledning ”ramme udlejning af 6.400 sommerhuse, der står for 8,6 mio. overnatninger i dansk feriehusturisme og skaber en omsætning på 7,8 mia. kr. og 9.300 fuldtidsjob langs de danske kyster.
Hans Kristian Skibby, der er erhvervsordfører for Dansk Folkeparti, skriver i et læserbrev i Dagbladet Holstebro- Struer, at udkastet til vejledning, som erhvervsminister Simon Kollerup har bestilt hos Erhvervsstyrelsen, er en regulær magtovertagelse af lovgivningen.
”Det er direkte imod den forbedring af dansk kystturisme, som vi har lovgivet om i Folketinget, senest med erhvervsaftalen fra 2016, hvor vi netop fra DF sikrede at der kunne udlejes i flere uger af året,” skriver Hans Kristian Skibby.