Ny planlov åbner for dagligvarebutikker i mange nye aflastningscentre
Den tidligere regerings lempelse af planloven fra 2017 møder kraftig kritik fra store dele af detailhandelen for at svække bymidterne med mulighederne for at etablere nye aflastningscentre i byernes udkanter.
Hidtil har fokus mest været på, at lovrevisionen kan indebære, at der bliver bygget mange nye store udvalgsvarebutikker, der vil trække handel væk fra trængte bymidter.
Nu viser en ny opgørelse fra den internationale rådgivningsvirksomhed Cowi, at der også vil kunne etableres dagligvarebutikker i en pæn del af de knap 40 nye aflastningsområder, som kommunerne har udlagt arealer til, efter at planlovs-revisionen har åbnet nye muligheder.
"Opgørelsen viser, at selv om det har været hensigten med lovændringen at muliggøre store udvalgsvarebutikker, så vil der i omkring hvert fjerde af områderne være mulighed for at etablere en eller flere store dagligvarebutikker som f.eks. discountbutikker eller supermarkeder", skriver Cowi i den nye rapport.
Det har ikke umiddelbart været muligt at få oplyst, om der er ni eller ti områder med dagligvareplaner.