Norske butikker er også trætte af grænsehandel

19. dec 2018 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Danske madpriser hører ganske vist til de højeste i Europa, men sammenlignet med prisniveauet i Norge, der står udenfor EU, kan de slet ikke følge med. Det får nordmændene til at købe stort ind af blandt andet kød i byer som Hirtshals, Frederikshavn og Skagen - men i langt større skala i svenske butikker lige på den anden side af de to landes fælles grænse.

En grænsehandel, der ifølge den nyeste opgørelse fra SSB, Statistisk Sentralbyrå, ligger på godt 15 mia. norske kr. årligt - cirka 12 mia. kr. - er da også en torn i øjet på norske dagligvarebutikker.

Handelens brancheorganisation, Virke Handel, kritiserede da også rutinemæssigt forholdene, da tallene blev offentliggjort 6. december.

- Norge taber både arbejdspladser og indtægter med den svært høje handels-lækage mod udlandet, siger Harald J. Andersen, som er direktør i Virke Handel, i branchebladet Dagligvarehandelen.

Skadelig grænsehandel

De norske fødevarevirksomheders organisation, NHO Mat og Drikke, er ikke overraskende helt på linje med handelen. Og begge peger også på en stigende digital grænsehandel, hvor nordmændene har en bagatelgrænse for, hvornår pakkerne udefra bliver pålagt afgifter.

– Der er en fortsat uheldig og skadelig vækst i grænsehandelen. Det stabilt høje niveau medfører, at hele værdikæden for mad og drikke taber markedsandele og mister indtægter, mens staten taber indtægter fra afgifter og skat. På toppen af det hele er der en stor digital grænsehandel under 350-kronersgrænsen, som vi ikke kender omfanget av. Vi ved kun, at den vokser hurtigt, siger adm. direktør Petter Haas Brubakk, NHO Mat og Drikke.

Temaerne er absolut genkendelige fra den hjemlige debat. ICA og Norgesgruppen deltager Til forskel fra forholdene ved den dansk-tyske grænse, hvor det i høj grad er danskejede virksomheder som Fleggaard - og i mindre udstrækning Coop Danmark med tre Fakta- butikker - der snupper store bidder af markedet, er norsk grænsehandel overvejende et svensk anliggende.

Dagrofas største ejer, Norgesgruppen, ejer ganske vist grænse-kæden Eurocash sammen med sin svenske partner Axfood. Men Nordens absolut største madbutik, Nordby Supermarket i Strömstad, der sælger for over en mia. svenske kr. om året, er for eksempel ejet af brugsforeningen Coop Väst.

Svenskerne er mindst lige så glade for nordmændenes købelyst ved grænsen, som de er trætte af den i norsk handel, og flere af de største aktører med ICA i spidsen har øget deres satsning på grænsen de seneste år for at få deres bid af kagen.

Opdateret 10. nov 2020