Nej til kontanter efter 22 får ringe effekt

25. aug 2016 -
This describes the image
Illustration: Ulrik Samsøe Figen

I vintermånederne, når butikkerne er hårdest plaget af røverier, sker knap seks ud af 10 røverier mellem klokken 19 og 22, og størstedelen af landets butikker lukker senest klokken 22.

Derfor vil muligheden for at sige nej til kontanter i tidsrummet mellem 22 og 06 kun have en ringe effekt på mængden af røverier.

Tilladelsen til overhovedet at sige nej til kontanter kan komme næste år, når Folketinget i forbindelse med et EU-direktiv under alle omstændigheder skal revidere betalingstjenesteloven. Den siger i dag, at butikkerne altid skal tage i mod kontanter.

Politikerne baserer deres forslag på en rapport, som Betalingsrådet netop har udgivet. Rådet opridser flere muligheder, hvoraf de ene siger, at butikkerne eksempelvis kunne undlade at tage i mod kontanter i tidsrummet mellem 22 og 06.

”Modellen ville give mulighed for at undgå kontanthåndtering i de mest risikofyldte dele af døgnet. Røveririsikoen er størst, når det er mørkt”, står der blandt andet i rapporten.

En gennemgang af mediernes artikler om 57 røverier mod dagligvarebutikker i fem uger i årets mørkeste måneder, som Dansk Handelsblad har foretaget, bekræfter, at røverierne sker i de mørke timer – i hvert fald om vinteren, når butikkerne har åbent, mens det er mørkt.

Ønsker selv at bestemme

Men mørke timer begynder om vinteren længe før klokken 22, og gennemgangen viser, at 57 pct. af alle røverier i vinterperioden sker mellem 19 og 22.

Kun 13,5 pct., svarende til fem røverier, sker mellem 22 og 06 – heraf er de tre sket lige ved lukketid klokken 22. 27 pct. af røverierne sker mellem 06 og 19.

Dagligvarehandlen ønsker derfor, at butikkerne får mulighed for at smække skuffen med mønter og sedler i fra klokken 19.

Direktør for Reitan Convenience, der ejer 7-Eleven i Danmark, Jesper Østergaard, siger:

- Som udgangspunkt ville vi helst, at det blev 100 pct. op til den forretningsdrivende at bestemme. Men hvis det ikke kan lade sig gøre, så er det nuværende forslag trods alt bedre end ingenting. Det er i de sene aften og nattetimer, at vi er mest udsatte.

Ud af kædens 186 butikker har 133 nogle eller alle dage åbent efter kl. 22.

Glad for ændring

Underdirektør hos De Samvirkende Købmænd, der blandt andet repræsenterer Dagrofas kæder, Rema 1000 og 7-Eleven, Claus Bøgelund Nielsen, er enig.

- Vi er glade og taknemmelige for, at politikerne vil imødekomme vores behov for at give medarbejderne en tryg hverdag ved overhovedet at tillade kontantløse butikker. Men ændringen i loven kunne dog få større effekt, hvis tilladelsen lå fra klokken 19 eller 20. De fleste røverier sker i de mørke timer lige omkring lukketid, når der er færrest både kunder og medarbejdere, og ude på landet lukker de fleste butikker klokken 20, siger Claus Bøgelund Nielsen.

- Efter klokken 20 er der sjældent børn eller ældre med kontanter i butikkerne, så det vil ikke ramme dem. I øvrigt er butikkerne jo kun interesserede i at sælge varer til deres kunder, og en butik, der har kunder med kontanter efter klokken 19, vil ikke sige nej, selv om muligheden var der, siger Claus Bøgelund Nielsen.

I sommerperioden, når de langt de fleste butikker lukker inden det bliver mørkt, sker de fleste røverier i dagtimerne.

 

Opdateret 10. nov 2020