”Nej Tak”-ordningerne er nu permanente
”Nej tak”-ordningerne er ikke længere tidsbegrænsede.
Det er resultatet af en evaluering af de game regler, som Forbrugerombudsmanden har gennemført sammen med PostNord, Dansk Erhverv og lang række andre berørte aktører.
Selv om blandt andre PostNord havde et indspark, der betød, at alle ordninger skulle nulstilles, gælder det nu, at et "Nej Tak", der allerede hænger på postkassen, gælder i al fremtid. Med mindre forbrugeren selv ønsker at ændre praksis.
- Det er mit indtryk, at rigtig mange forbrugere er glade for ”Nej Tak”-ordningerne, og revisionen betyder, at forbrugerne ikke skal ulejliges med at sætte et nyt klistermærke på deres postkasse hvert andet år, siger Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen.
De reviderede retningslinjer gælder per 1. januar 2017 og vil blive evalueret igen i 1. halvår af 2019.
Cirka 1,4 mio. husstande har i dag mærket "Reklamer – Nej Tak" på postkassen, mens godt 670.000 husstande har tilmeldt sig NejTak+ gennem FK Distribution, der leverer husstandsomdelte tryksager til 2,2 millioner husstande. I sidstnævnte ordning har forbrugeren udvalgt, hvilke reklamer familien vil modtage.