Detailhandlere og dermed også dagligvarebutikker kan godt kigge i vejviseren efter erstatning, hvis de bliver generet af forringede adgangsforhold, når kommunen graver ude i vejen. Sådan har retspraksis været i mange år.

En ny landsretsdom slår nu fast, at det i praksis er nærmest umuligt for en butik at få erstatning for tabt omsætning, blot fordi kommunen graver huller i vejen.

– Praksis er i dag, at der skal ekstremt meget til, før man kan få erstatning som forretningsdrivende, siger advokat Hanne Mølbeck, der er partner i et af landets største advokatfirmaer BechBruun. Hun har i mange år arbejdet med sager om erstatning for bl.a. forringede adgangsforhold i forbindelse med metrobyggeri og andre vejarbejder. Hun har typisk repræsenteret anlægsmyndigheden i sådanne sager.

I mange år har det været svært for virksomheder at få erstatning i sager om f.eks. vejarbejde og offentlige anlægsarbejder. Den retspraksis blev slået fast med syvtommersøm af Østre Landsret for nylig.

I dommen skriver landsretten:

”I bymæssig bebyggelse må virksomheder herved være forberedt på, at der vil kunne foregå omfattende bygge- og anlægsarbejder, der vil indebære ulemper for virksomhedens drift – og således ikke blot, at adgang besværliggøres – og at sådanne arbejder vil kunne have en længere varighed.”

Ingen erstatning

Hanne Mølbeck siger:

– Dommen slår fast, at der ikke gives erstatning i sådanne sager. Der skal ekstremt meget til.

– Mange mennesker har svært ved at forstå det. Men det grundlæggende er, at man ikke har krav på erstatning, bare fordi man får et tab. Man har kun krav på erstatning, hvis der er et ansvarsgrundlag. De offentlige anlægsmyndigheder gør ikke noget ulovligt, når de arbejde ude i vejen. Vejmyndigheden skal hele tiden opgradere vejen, og forsyningsledninger skal fornyes. Helt overordnet gør de ikke noget forkert.

Den klare besked til bl.a. detailhandlere er derfor, at når man driver butik i bymæssig bebyggelse, er der sjældent noget at komme efter, hvis det offentlige skal lave et ”almindeligt” vejarbejde.

Det må man leve med, selv om det giver et tab. Med mindre de spærrer for adgangen til forretningen, så det ikke er muligt at komme ind.

Det er princippet i vejloven om ”fornøden vejadgang” og de naboretlige regler, der er omdrejningspunktet i sager om eventuel erstatning i forbindelse med vejarbejde.

Ifølge Hanne Mølbeck foretager retten normalt en toleddet vurdering.

– Man er startet med at sige: Er der fornøden vejadgang? I vejloven er der en bestemmelse om fornøden vejadgang. Der står ikke, hvornår man har fornøden vejadgang. Det står ikke defineret, men der står, at man har fornøden vejadgang, selv om man afskæres fra en del af sin kundekreds eller selv om man er mindre synlig.

Fornøden vejadgang

I forarbejderne til loven kan man se, hvad det centrale er, når man skal fastslå, om der er fornøden vejadgang.

Spørgsmålet om fornøden vejadgang drejer sig kort sagt om, hvorvidt man kan bruge sin ejendom på den måde, man har kunnet bruge den hidtil.

Man ser på, om man kan opretholde den drift, man har haft på sin ejendom. Altså om der er driftsulemper.

En tankstation skal f.eks. fortsat kunne få leveret brændstof af tankbiler. En dagligvarebutik skal stadig kunne få leveret varer af en lastbil.

Desuden skal kunderne fysisk kunne komme ind og ud af hoveddøren.

– Kort sagt: Hvis butikken kan få leveret varer, og kunderne kan gå ind og ud af butikken, så har butikken fornøden vejadgang, siger Hanne Mølbeck.

Den anden del af vurderingen er, om der i øvrigt er andre gener og ulemper.

Her viser retspraksis, at der skal utroligt meget til, før retten finder, at generne er for store.

– Når man driver butik i bymæssig bebyggelse, er der meget sjældent noget at komme efter, hvis det offentlige skal lave et vejarbejde. Det må man leve med, selv om det giver et tab. Med mindre de spærrer for adgangen til forretningen, så det ikke er muligt at komme ind, eller på anden måde rammer forretningen atypisk hårdt, lyder Hanne Mølbecks vurdering.

Hun har ikke kendskab til, at der har været et politisk ønske om at ændre på vejloven, så det skulle blive nemmere for forretningsdrivende at få erstatning på grund af gener fra vejarbejde.

Sidste gang emnet blev drøftet var i 2000, hvor et ekspertudvalg under Trafikministeriet kom med en betænkning.

Udvalget afviste efter en undersøgelse af praksis, at der var grundlag for at ændre loven i relation til midlertidige gener.